Det danske kongehus har delt et helt særligt feriebillede fra det franske vinslot Château de Cayx, hvor prinsesse Marie har stået bag kameraet.

På billedet kan man se prins Joachim sidde på en terrasse ved slottet sammen med sine fire børn.

'Sommerhilsen fra Château de Cayx,' lyder det i beskrivelsen til billedet, som kongehuset delte tirsdag.

Prinsen har dermed fået samlet sin nærmeste familie om sig på vinslottet, der ligger i Cahors.

Det seneste år har prinsen boet i Paris med sin hustru, prinsesse Marie, og deres to børn, Henrik og Athena, mens hans to ældste børn, Nikolai og Felix, som han har fra sit første ægteskab med grevinde Alexandra, har boet i Danmark, hvor de henholdsvis læser på CBS og går i gymnasiet.

Nu er de dog samlet på det sydfranske slot, som har en helt særlig plads hos den danske kongefamilie.

Château de Cayx blev købt af prins Joachims forældre, dronning Margrethe og prins Henrik, i 1974.

Siden renoverede de det, og over årene er Château de Cayx blevet den kongelige families base i Frankrig. Hver sommer tilbragte Margrethe og Henrik flere uger på vinslottet, og den tradition har Dronningen fortsat, efter prins Henrik gik bort i 2018.

Begge parrets børn, kronprins Frederik og prins Joachim, har, fra de var helt små, også opholdt sig på Château de Cayx, og de har også selv holdt flere ferier der sammen med deres egne familier.