Det chokerede hele verden, da det britiske kongehus måtte lade prins Harry og hertuginde Meghan 'træde af' som seniormedlemmer af kongehuset og trappe ned på de royale pligter.

Parrets brud med kongehusets principper og traditioner er blevet døbt Megxit, og ligesom det storpolitiske brexit har det krævet korrespondancer og hemmeligt arbejde i kulissen.

Det beskriver det australske mediet news.com.au på baggrund af en række artikler fra de britiske medier, bla. The Times.

Prins Harrys hemmelige lobby-arbejde mod sin egen familie foregik først på distanceret vis.

Mens Harry og Meghan var på vandreferie i Canada før julen med deres søn og venner, arbejdede Harry angiveligt på Megxit-planerne over e-mail.

Prins Harry kontaktede sin far, prins Charles af Wales, for at forhøre sig om mulighederne for, at han og Meghan kunne trappe ned på de royale pligter og bruge mere tid i Meghans hjemland, Canada.

Parret har haft en hård periode med offensive tabloidmedier i England, hvilket har taget hårdt på deres mentale sundhed, har parret fortalt.

Prins Charles af Wales krævede dog ifølge de engelske medier, at prins Harry fremlagde en detaljeret plan for, hvordan en sådan tilbagetrækning kunne foregå. Harry svarede med et udkast, som ifølge engelske Evening Standard var komplet utilstrækkelig.

Charles vurderede, at der var en lang række komplicerede forhold forbundet med parrets nedtrapning, blandt andets parrets fremtidige økonomi, hvis de skulle være uafhænginge af kongehuset. Derfor måtte prinsen af Wales skride ind og sige, at det var for alvorlige emner at diskutere over e-mail.

Da parret efter jul vendte tilbage til arbejdet, forsøgte prins Harry at arrangere et møde med sin bedstemor:

Selveste dronningen.

Ifølge Evening Standards kilder ville prins Harry bede om dronningens accept. I første omgang svarede dronningen da også ja, men efterfølgende blev mødet aflyst i sidste øjeblik. Angiveligt, fordi kongehusets stab frygtede, at dronningen ville blåstemple Harrys beslutning.

I stedet fik prins Harry streng besked på at holde sine planer tæt.

Som så mange gange før kom tabloidavisen The Sun dog i vejen og afslørede parrets planer om at flytte til Canada og nedtrappe de royale pligter.

Derefter kunne Harry ifølge de engelske medier ikke sidde stille længere og sendte sin 'opsigelse' til kongehuset, kun 10 minutter inden han offentliggjorde den på Instagram.

»Efter mange måneders refleksion og interne diskussioner har vi besluttet at lave en overgang dette år for at starte med at forme en ny, progressiv rolle for denne institution,« skrev prins Harry i sin opdatering.