Prins Felix har siden december været i praktik hos Mærsk.

Men nu er den 19-årige prins klar til at vende tilbage på skolebænken, efter han i september startede – og få uger efter igen stoppede – på Hærens løjtnantudannelse.

Han håber nemlig at komme ind på CBS, fortæller grevinde Alexandras privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgreen til Billed-Bladet.

»Prins Felix har søgt ind på Copenhagen Business School og venter lige nu svar om optagelse, ligesom andre unge, der har søgt ind på en uddannelse,« lyder det fra Helle von Wildenrath.

Dermed følger prins Felix atter engang i sin 22-årige storebror prins Nikolais fodspor.

B.T. kunne nemlig fortælle, at prins Nikolai tidligere på måneden blev bachelor fra netop CBS i Business Administration and Service Management, hvor han efter sommerferien skal fortsætte og læse Sales Management.

Foruden CBS, så var begge prinserne ligeledes en forkortet tur forbi militæret.

Prins Nikolai stoppede efter to måneder i oktober 2018 på Hærens Sergentskole og kom i stedet et lille år i lære hos ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt.

Prins Felix' studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium.
Prins Felix' studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Prins Felix stoppede efter en måned i september 2021 på Hærens løjtnantskole, hvor han skulle have gennemført et etårigt forløb. I stedet blev det til et lille år i lære hos Mærsk.

Og ligesom prins Nikolai sideløbende med studierne har arbejdet som model for store brands som Dior og Burberry, så fik prins Felix også et modeljob for Georg Jensen.

Nu kan de to prinser så – hvis alt går vel – også gå i skole det samme sted: På Copenhagen Business School.

Præcis ligesom prins Felix tænkte – dog bare tidligere end ventet uden den planlagte militæruddannelse – da han blev student i juni sidste år.

»Det kunne være noget CBS, men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det,« lød det dengang til B.T.

Prinserne har dog gået på hver deres gymnasium. Mens prins Nikolai blev student fra Herlufsholm Kostskole i 2018, så blev prins Felix det fra Gammel Hellerup Gymnasium i 2021.