Lyt til artiklen

Prins Nikolai er blevet bachelor på Copenhagen Business School.

Det oplyser presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T.

»Jeg kan bekræfte, at prinsen blev bachelor i fredags,« siger hun.

Det er dog bare første del af uddannelsen på Business Administration and Service Management.

»Efter sommerferien skal prinsen fortsætte og læse Sales Management,« siger von Wildenrath Løvgreen.

Fra september 2021 til februar 2022 boede prins Nikolai i Paris, hvor han læste et semester på Paris Business School. Det var egentlig meningen, at prins Nikolai ville have været til Hongkong for at læse, men det satte coronapandemien en stopper for.

Men det kom til at passe fint med, at hans kæreste, Benedikte Thoustrup, også skulle læse i Paris, og således kunne de unge mennesker nyde den franske hovedstad sammen.

Prins Nikolai kom også tættere på sin far, prins Joachim, der i 2019 flyttede til Paris med prinsesse Marie og børnene.

I februar vendte prins Nikolai hjem til Danmark igen, hvor han fortsatte sine studier på Copenhagen Business School.

Sideløbende med uddannelsen har prins Nikolai arbejdet som model og har været frontfigur for blandt andet Dior i Paris og har gået catwalk for Burberry.