Først holdt han sig skjult på det skotske ferieslot Balmoral, så tog han hjem til slottet Windsor nær London, og nu er det igen lykkedes ham at smugle sig tilbage til Balmoral i Skotland.

Mens prins Andrew fortsat leger gemmeleg på de kongelige slotte for at slippe for en indkaldelse for retten og en eventuel millionerstatning, bliver situationen mere og mere tilspidset for det britiske kongehus. Men det må snart stoppe.

»Det har længe været en lortesag for kongehuset, men det er derudover pinligt. Vi er der, hvor hverken samfundet eller kongehuset kan leve med det,« siger B.T.s Internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

»Det er absurditet på et ret voldsomt plan. Det har næppe været tilfældet, at man havde tænkt sig, at dronningen skulle huse en mand, som er søgt af det amerikanske retssystem, og bruge de royale privilegier til at gemme ham,« tilføjer han.

Prins Andrew var i mange år en af de højest placerede personer i det britiske kongehus. Men det er han ikke længere.
Prins Andrew var i mange år en af de højest placerede personer i det britiske kongehus. Men det er han ikke længere. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

De britiske medier har i ugevis holdt øje med prins Andrew, der har gemt sig på de kongelige slotte for at slippe for at få overrakt den indkaldelse for retten, som det amerikanske retssystem gerne har villet give ham siden midten af august.

Indkaldelsen er et led i den civile retssag, som Virginia Giuffre, der er en af de kvinder, som er blevet udnyttet af den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein, har indgivet mod prinsen. Hun anklager ham blandt andet for at have haft sex med hende i London, i New York og på Epsteins private ø i Caribien, mens hun efter amerikansk lov var mindreårig.

Sagen kan ifølge Daily Mail ende med at koste prinsen en erstatning på 120 millioner kroner, hvis han bliver fundet skyldig. Men inden det kommer så langt, kræver det ifølge amerikansk lovgivning altså, at prinsen skal have overrakt indkaldelsen personligt.

Og det er indtil videre ikke lykkedes. For den 61-årige prins leger kispus med de amerikanske myndigheder og gemmer sig.

Sagen om prins Andrew kan ende som en lortesag for hele kongehuset, og hvis dronning Elizabeth og prins William ikke passer på, kan de også risikere at blive trukket mere ind i den, end de ønsker.
Sagen om prins Andrew kan ende som en lortesag for hele kongehuset, og hvis dronning Elizabeth og prins William ikke passer på, kan de også risikere at blive trukket mere ind i den, end de ønsker. Foto: POOL
Vis mere

Ifølge Daily Mail er det så slemt, at han ikke engang tør tage sine daglige rideture uden for slottets mure mere af frygt for at få overrakt indkaldelsen.

»Det er en ret mærkelig situation, man er havnet i. Og det, at den trækker ud, tyder jo på, at man tænker, at hvis vi gemmer os længe nok, så kan det være, at vi kan dukke os for angrebet,« siger Illeborg, der mener, at sagen er så slem, at den virkelig kan ramme hele det britiske kongehus hårdt, hvis der ikke snart sker noget.

»Tiltroen til prins Andrew og hans påstand om, at han er uskyldig, er hastigt dalende. Det har ikke set godt ud længe, men der er stor forargelse blandt mange – at man skal kunne gemme sig for retssamfundet, hvis man er royal, tror jeg, at mange i det moderne samfund har svært ved at acceptere,« siger han.

Prins Andrew, der er dronning Elizabeths tredje barn, bliver i britiske medier ofte omtalt som hendes yndlingssøn. Og prinsen har da også i sine yngre dage gjort sig godt bemærket.

Ender prins Andrew med at blive dømt, kan det britiske kongehus blive tvunget til at 'slå hånden af ham', mener Illeborg.
Ender prins Andrew med at blive dømt, kan det britiske kongehus blive tvunget til at 'slå hånden af ham', mener Illeborg. Foto: POOL
Vis mere

Som dronningens andenfødte søn var han i mange år nummer to i tronfølgen, og da han også deltog aktivt som marinesoldat i Falklandskrigen fik han en stor stjerne hos mange briter.

Siden skandalen om prins Andrews tætte forhold til Jeffrey Epstein begyndte at rulle, er prins Andrews popularitet dog dalet væsentligt.

Og nu er grænsen altså snart nået, mener Illeborg.

»Den vrede, der rammer ham, kan måske på sigt også ramme resten af kongehuset. Man har nok en vis forståelse for, at en mor gemmer sin søn, men hun er også dronning. Så det kan meget vel blive dronningen, der pludselig kommer i modvind. Derfor tror jeg også, at det britiske kongehus sidder i et forbandet dilemma,« siger han.

Prins Andrew har tidligere været meget velrespekteret blandt især royale fans grundet sin medvirken i Falklandskrigen. Men hans popularitet er hastigt dalende.
Prins Andrew har tidligere været meget velrespekteret blandt især royale fans grundet sin medvirken i Falklandskrigen. Men hans popularitet er hastigt dalende. Foto: JOHN THYS
Vis mere

Det første møde i det civile søgsmål er berammet til 13. september. Indtil da vil prinsen formentlig gemme sig, vurderer Illeborg, der mener, at kongehuset formentlig også er bekymret for at lade ham udtale sig offentligt.

Da han forsøgte sig med at interview i 2019, gik det forfærdeligt.

»Det fik ret katastrofale følger, og man frygter nok, at han kvajer sig igen,« siger han om det famøse BBC-interview, hvor prinsen blandt andet afviste Giuffres forklaring med påstanden om, at han ikke kunne svede.

Lederen af Londons Metropolitian Politi, Cressida Dick, har i forbindelse med sagen tidligere udtalt, at ingen er hævet over loven. Men hvis prins Andrew forsætter sin gemmeleg, kan folk miste troen på hendes udsagn:

»Det efterlader kongehuset sårbart – hvis de kan gøre det her, så kan de også gøre det på andre områder. Og selv i et royalt samfund som det britiske tror jeg, det er en farlig strategi at vælge,« siger Illeborg.