Det er Dronningens 81 års fødselsdag, og det skal desværre – som sidste år – ikke fejres, som vi plejer at gøre det.

Derfor opfordrer politiet også til, at befolkningen ikke samler sig foran Amalienborg, hvor Dronningen almindeligvis ville vinkle fra balkonen klokken 12.

»På grund af situationen omkring covid-19 opfordrer vi til, at man sender digitale lykønskninger til H.M. Dronning Margrethe og ikke forsamler sig på Amalienborg Slotsplads,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Her ønsker politiet også dronning Margrethe tillykke med dagen.

Også Kongehuset beder befolkningen om at afholde sig fra at møde fysisk op for at fejre Dronningen. På Kongehusets Instagram-profil skriver man, at hverken Dronningen eller resten af den royale familie vil være at se på balkonen på Amalienborg Slot.

Her kan man også læse, at man via Kongehusets hjemmeside kan sende en personlig lykønskning til dronning Margrethe.

Normalvis kan man møde op og aflevere sin hilsen i Det Gule Palæ på Amalienborg.

Desuden kan man ved et springvand på Gammel Torv nær Amalienborg se små guldkugler, man har placeret i vandet. Det gør man kun i anledning af regentens fødselsdag, Kronprinsens fødselsdag og grundlovsdag.