Skal kongejagten skrottes?

Det har flere diskuteret, siden det danske kongehus delte et billede, hvor dronningen, kronprinsen og co. poserer foran skudt jagtvildt. Og nu melder endnu en stemme sig i debatten.

Michael Monberg, som er forperson i Veganerpartiet, giver nemlig det tyske sladdermagasin Promiflash ret i kritikken af kongejagten.

»Jeg synes, de kongelige burde komme ind i den moderne tidsalder,« siger han.

Det er billeder som dette fra onsdagens kongejagt i Gribskov, der vækker opsigt i Tyskland.
Det er billeder som dette fra onsdagens kongejagt i Gribskov, der vækker opsigt i Tyskland. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dermed er Michael Monberg altså helt uenig med brandingekspert Henrik Byager, som overfor B.T. torsdag aften kaldte jagt 'trendy'.

»Det med at gå på jagt er blevet meget trendy og noget, mange mennesker gør. Hvis bare det foregår på en forsvarlig måde, så er kongejagten slet ikke noget problem,« sagde han.

Men den køber Michael Monberg ikke.

Han henviser i stedet til det, der sker på den anden side af Nordsøen.

Michael Monberg, forperson i Veganerpartiet.
Michael Monberg, forperson i Veganerpartiet.
Vis mere

I det engelske kongehus er det for nyligt blevet besluttet, at dronning Elizabeth ikke længere vil anskaffe sig nye pelsfrakker.

Dem, hun i forvejen har, vil hun beholde, men for fremtiden vil dronningen iklæde sig falsk pels på særligt kolde dage.

Ligeledes er rævejagt også forbudt i England, som Michael Monberg mener, danskerne bør lade sig inspirere af. Også selvom det vil betyde, at kongehuset skal droppe den ældgamle jagttradition.

»Vi har så mange forskellige traditioner, der er flere hundrede år gamle, men som vi er holdt op med at følge, fordi vi etisk og moralsk er kommet videre,« siger han.

Hvilke traditioner, han taler om, vil han ikke komme nærmere ind på, men han mener, det er på tide, danskerne kommer videre, hvad angår jagt.

»Vi snakker så meget om klima, miljø, biodiversitet og tab af arter. Og så kan man mene, at rådyr ikke er truet, men det bliver det måske om fem eller ti år,« siger han og fortsætter:

»Så det giver ingen mening at gå ud og skyde en masse dyr.«

Han kalder det dyremishandling, at noget jagtvildt bliver avlet og sat ud i naturen for netop jagtens skyld.

At man kan kalde det en sport, har Michael Monberg ingen forståelse for, men han erkender, at mange danskere er uenige med ham i, at det bør forbydes. Han er dog sikker på, at folk med tiden vil blive overbevist:

»Det er jo ikke alle, der rykker sig på samme tid, og der er altid nogle, der skal føre an.«

Det gør Veganerpartiet og det engelske kongehus lige nu, men det vil klæde det danske kongehus også at blive fanebærer, lyder det:

»Det ville ikke koste dem noget. Der er ingen, der ville sige, at de er idioter. Der er nok derimod nogen, der ville klappe i hænderne, hvis de gør det.«