Briterne holder spændt og nervøst vejret ved udsigten til, hvad prins Harry og Meghan, hertuginden af Sussex, afslører i deres interview med Oprah Winfrey.

Og nu bliver det også muligt at se det stærkt imødesete interview på dansk tv.

Det sker, når TV3 og Viafree mandag 8. marts klokken 21 sender det.

Endnu ved vi ikke i detaljer, hvad parret vil sige, men traileren for interviewet efterlader ingen tvivl om, at det kan blive eksplosivt.

Således siger Oprah Winfrey, at »du siger nogle rimelig chokerende ting her«, mens prins Harry nævner, at hans største frygt er, »at historien gentager sig selv«.

Så kan man ellers spekulere over, hvad det mon betyder.

Vi ved dog med sikkerhed, at interviewet starter med Meghan alene, der vil komme ind på livet som royal, ægteskab, moderskab, filantropisk arbejde og så selvfølgelig, hvordan hun håndterer livet under det intense, offentlige pres.

Senere i interviewet får de selskab af prins Harry, der vil sætte flere ord på beslutningen om at flytte til USA.

Verden – og især briterne – venter spændt på, hvad Harry og Meghan siger i interviewet med Oprah Winfrey.
Verden – og især briterne – venter spændt på, hvad Harry og Meghan siger i interviewet med Oprah Winfrey.
Vis mere

Netop usikkerheden for, hvad der bliver sagt, er ifølge B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, det, der giver det britiske kongehus sved på panden.

»Oprah Winfrey i sig selv er så stort et navn, og det er så globalt et interview, at det er klart, at det er noget, der sender chokbølger gennem kongehuset, for kongehuset er også et globalt brand. Og man er selvfølgelig rædselsslagen for, hvad Harry – men også begge – vil sige,« forklarer Jakob Illeborg, der i 20 år har været bosat i England.

Interviewet er blot det seneste kapitel i striden mellem parret og det engelske kongehus, som startede, da hertugparret af Sussex meldte ud, at de ønskede at trække sig tilbage som seniormedlemmer af den kongelige familie.

Det førte til, at apanagen røg – hvilket dog skulle være sket i fred og fordragelighed.

Senest er der så opstået rygter om, at Meghan skulle have mobbet kongelige ansatte på Kensington Palace. Noget, hun på det kraftigste benægter.