Det norske kongehus er i chok.
Skeletterne fortsætter med at vælte ud af skabet for kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, hvor endnu en ekskæreste nu står frem med voldsanklager.
Den 4. august blev Marius anholdt og sigtet i en voldssag i Oslo.
En uge senere kom det frem, at offeret var hans kæreste – nu ekskæreste.
Han indrømmede i en udtalelse til tv-stationen NRK, at han havde udøvet vold og raseret en lejlighed i en beruselse af alkohol og kokain og tilføjede, at han i længere tid har kæmpet med psykiske lidelser og et stofmisbrug.
Marius indrømmede derudover, at han havde været voldelig over for sin kæreste og undskyldte både over for hende og sin egen familie.
Men det stopper ikke her.
Først stod hans ekskæreste, Juliane Snekkestad, onsdag frem med en udtalelse på Instagram, hvor hun afslører, at Marius også var fysisk og psykisk voldelig overfor hende, da de var sammen.

Og nu kommer endnu en ekskæreste på banen.
Nora Haukland, som Marius dannede par med sidste år, har torsdag lagt en længere 'story' op på sin Snapchat-profil, hvor hun først fortæller, hvor hårdt det seneste år har været.
Hun fortæller herefter, at hun egentlig ikke havde tænkt sig at udtale sig, men i lyset af Marius' udtalelse til NRK, har hun følt sig nødsaget til at stå frem.
»Marius taler som om, det er første gang, at det er sket. Han beder om en form for empati. 'Jeg skal have hjælp, jeg kæmper, min kæreste'. Alt dette føles meget velkendt. Han sagde også, at han ville få hjælp, da jeg forlod ham,« lyder det fra Nora Haukland.
Hun fortsætter:
»Marius har været fysisk mod mig. Han har slået mig i ansigtet med knytnæve. Han har sparket mig, han har kvalt mig. Han har raseret min lejlighed. Han har også ødelagt ting i min mors nye hus.«
Nora Haukland fortæller, at hun ligesom Juliane Snekkestad havde det sværest med den psykiske vold i form af råben og trusler.
Nora Haukland tilføjer, at det er svært for hende at stå frem, da hun stadig er glad for sin ekskæreste og ikke vil presse ham yderligere ned, men at det plager hende, at han får det til at se ud som om, at det var en engangsforseelse.

Hun takker Juliane Snekkestad for at have modet og styrken til at stå frem.
»Jeg håber, at alle, der oplever partnervold, finder styrken til at gå – for det er meget sjældent, at det bliver bedre,« slutter hun.
Norsk Se og Hør har været i kontakt med Nora Haukland, der er indforstået med, at hendes citater bliver videregivet.
De har også været i kontakt med hendes mor for en kommentar, men hun er endnu ikke vendt tilbage.
Se og Hør har yderligere forelagt de nye anklager for Marius' advokat. Der er endnu ikke blevet reageret.
B.T. forsøger også at få en kommentar fra Marius' advokat.