Om han officielt bliver kaldt prins Andrew eller – som i dag – Andrew Mountbatten-Windsor gør ingen forskel.
For nu er det britiske kongehus' sorte får igen ramt af sexanklager – endnu en kvinde påstår nu, at hun har haft bestillingssex med eksprinsen.
Ifølge Daily Mail og BBC skulle det være sket på anmodning fra den berygtede og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.
»Vi taler om i hvert fald én kvinde, der af Jeffrey Epstein blev sendt over til prins Andrew,« siger kvindens advokat, Brad Edwards:
»Og efter en nat med prins Andrew fik hun endda en rundtur på Buckingham Palace.«
Videre fremgår det også, at kvinden her også skulle have fået serveret te på i de kongelige gemakker. Det skulle være sket i 2010.

Det er den anden kvinde, der nu officielt fortæller, at Jeffrey Epstein skulle have fået hende til at have sex med den daværende prins Andrew.
Som bekendt var den første kvinde, der kom med lignende beskyldninger, Virginia Giuffre. Hun har tidligere fortalt, at det skulle være sket i alt tre gange fra 2001-02.
I dén sag blev der indgået forlig med prins Andrew i 2022. Sidste år tog Virginia Giuffre sit eget liv.
Den nye – endnu anonyme – kvinde, der nu står frem ved hjælp af sin advokat, er dog den første kvinde, der fortæller om at have haft sex i en royal bolig.

For hun skulle have mødtes med eksprinsen i hans daværende hjem, Royal Lodge, lyder det.
På det tidspunkt, altså i 2010, var hun i 20erne, fremgår det også.
»Jeg håber, at der nu er nogen på vegne af kongehuset, der vil række ud og sige: 'Lad os få løst det her,« siger advokaten Brad Edwards, der også repræsenterer mere end 200 andre Epstein-ofre.
De nye anklager kommer umiddelbart efter, at Andrew Mountbatten-Windsor i weekenden fik en ny portion negativ opmærksomhed.
I de seneste frigivne Epstein-dokumenter var der således nye detaljerede oplysninger og billeder om hans forhold til den amerikanske forretningsmand, der døde i fængslet i 2019.
Blandt andet optræder detaljer om en »russisk« kvinde, der i netop 2010 blev fløjet ind til London for at mødes med prins Andrew. Det vides dog ikke, om det er den kvinde, der nu er kommet med sexanklagerne.
Andrew Mountbatten-Windsor har ikke reageret på de nye beskyldninger.

