At Jeffrey Epstein netop havde afsonet en fængselsstraf for handel med mindreårige piger, stoppede ikke prins Andrew.

Tværtimod.

I de nye dokumenter om den berygtede og dømte sexforbryder, som fredag blev offentliggjort, fremgår det, at den skandaliserede britiske prins havde endog meget tæt kontakt til forretningsmanden i tiden lige efter afsoningens afslutning, skriver The Guardian og People.

Endda også i modsætning til tidligere udtalelser. Det vender vi tilbage til.

Først skal det lige klarificeres, at Jeffrey Epstein i august 2010 igen var en fri mand efter at have siddet i fængsel og i husarrest efter en straf for rufferi af blandt andre mindreårige.

Bare få uger senere – i september – var amerikaneren i London, hvorfra han ifølge dokumenterne mailede til prins Andrew.

Han bad angiveligt om et »privat møde« og tilføjede, at han var sammen med tre kvinder.

Ifølge de offentliggjorte e-mails tilbød prins Andrew, at de kunne ses på Buckingham Palace, for dér ville der være »masser af privatliv«.

Yderligere et par måneder senere mødtes de igen.

Denne gang i New York, i december 2010.

Prins Andrew har tidligere i et opsigtsvækkende interview i 2019 forklaret, at han dengang tog til USA for at afslutte relationen til Jeffrey Epstein, fordi han ikke ville gøre det over telefonen.

Men i de nye dokumenter ser det ud til, at der ikke var tale om nogen afsked.

Der var fest.

Her fremgår det, at kendisser som filminstruktør Woody Allen den politiske rådgiver George Stephanopoulos, skuespiller Alexandra Wentworth, journalisten Katie Couric og talkshowvært Charlie Rose blev inviteret.

Jeffrey Epstein døde i fængslet.
Jeffrey Epstein døde i fængslet. Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Det fremgår ikke af de nye dokumenter, hvem der rent faktisk mødte op til det, der blev betegnet som en »meget interessant, hurtig og sjov middag«.

Samtidig blev der i mailkorrespondancer lokket med, at man kunne få lidt »privat tid« med prins Andrew, fordi han boede hos Jeffrey Epstein.

I de nye dokumenter optræder også en anden mailkorrespondance fra august 2010, altså samme måned som den dømte sexforbryder igen var en fri mand.

Her skrev han angiveligt til prins Andrew og tilbød ham et møde med en kvinde i London.

Dette billede af prins Andrew i de nye dokumenter. Det er ikke dateret.
Dette billede af prins Andrew i de nye dokumenter. Det er ikke dateret. Foto: US Department of Justice

»Hun er 26, russisk, klog, smuk, til at stole på og ja, hun har din e-mail,« skulle Jeffrey Epstein have skrevet til en person, der gik under navnet 'hertugen'.

Han svarede, at han »ville være glad for at se hende« og underskrev sig med »HRH Duke of York KG«, altså initialer og titel, der indikerer at afsender var prins Andrew, der også dengang var hertug af York.

Daily Mail skriver videre, at der i de nye dokumenter også optræder tre billeder af prins Andrew, hvor han sidder på alle fire hen over en anonymiseret kvinde, der ligger på gulvet. Det fremgår ikke, hvor billederne er fra.

Prins Andrew går i dag under navnet Andrew Mountbatten-Windsor, efter at han sidste år blev frataget sine titler og æresbevisninger.

Mest af alt på grund af de allerede kendte forbindelser til Jeffrey Epstein.