Reaktionerne var voldsomme, da prins Henrik omkring årtusindskiftet annoncerede, at han godt kunne tænke sig en højere titel end prins, for eksempel 'kongegemal'.

Nogle mente, at han havde fået storhedsvanvid, og kritikken af ham grænsede til mobning. Men faktisk var det slet ikke prins Henrik, der startede diskussionen om prinsens rolle. Det viser den nye DR-dokumentar 'Dronningens mand'.

»Min far sagde, at du må aftale, hvilken rolle du skal have. Han sagde det meget venligt, og han fik ret,« hører man prins Henrik fortælle i den nye dokumentar, der bliver vist på DR 3. januar.

Den er delvis baseret på gamle tv-optagelser og på nogle af de båndoptagelser, som journalist Stéphanie Surrugue lavede af prinsen for 12 år siden, da hun skrev portrætbogen 'Enegænger'.

Og prins Henriks far fik, som prinsen fortæller, ret. Der gik ikke længe, fra den euforiske jubel over tronfølgeren, prinsesse Margrethes, bryllup i 1967 havde lagt sig, til de ubehagelige spørgsmål begyndte at hobe sig op.

Mens det forelskede tronfølgerpar sad til pressemøde efter pressemøde og flettede fingre, brød pressen idyllen. For hvad skal prinsens rolle være? Hvad skal han lave? Sådan lød det gang på gang til parret, der fik sværere og sværere ved at finde en grimasse, der kunne passe.

»Min kone tænkte ikke over det. For hende skulle vi bare giftes,« hører man prins Henrik fortælle.

»Jeg synes, det her er en vildt interessant opvisning i, hvordan vi har opfattet ligestillingen gennem tiden. For vi kan jo se på videoen, at den danske presse ikke kan forstå, hvad en mand skal lave i den rolle,« siger Stéphanie Surrugue, der har lavet dokumentaren sammen med instruktøren Ole Juncker.

Jublen var stor blandt danskerne, da tronfølgeren prinsesse Margrethe i 1967 blev gift med prins Henrik.
Jublen var stor blandt danskerne, da tronfølgeren prinsesse Margrethe i 1967 blev gift med prins Henrik. Foto: Åge Sørensen
Vis mere

I dokumentaren kan man se, hvordan prinsen er positivt indstillet over for sit nye danske liv ved ankomsten. Men derefter ændrer folkestemningen sig. Først bliver prinsen kritiseret for ikke at kunne dansk godt nok, siden begynder hele diskussionen om hans rolle, og så er der den lidt strenge børneopdragelse, som danskerne har svært ved at forstå.

For Stéphanie Surrugue er det ikke så overraskende, at danskerne havde svært ved at acceptere prins Henrik.

»Han var jo franskmand og flamboyant. Og det var også vildt at anbringe en mand med silkestrømper og cigaretrør, der kan lide jagt og sejlads og ikke fodbold, midt i Danmark i 1960'erne. Selvfølgelig har det virket vildt. En franskmand i 60'erne var jo vildt eksotisk. Det var næsten en, der kunne gå på månen,« siger Surrugue, der selv har en fransk far.

Og hun kan genkende noget af den behandling, som prinsen fik:

Kun fem år efter deres bryllup, blev prinsesse Margrethe dronning. Hun fik travlt, og prins Henrik endte med at få hovedansvaret for børneopdragelsen. Her ses familien i 1970.
Kun fem år efter deres bryllup, blev prinsesse Margrethe dronning. Hun fik travlt, og prins Henrik endte med at få hovedansvaret for børneopdragelsen. Her ses familien i 1970. Foto: PER PEJSTRUP
Vis mere

»Kronprins Frederik sagde, da jeg interviewede ham, at hans far faktisk var blevet mobbet i Danmark i nogle sammenhænge. Og det er min far også blevet, fordi han ikke talte godt nok dansk,« siger hun.

Det var Ole Juncker, der fik ideen til at bruge prins Henriks stemme fra de gamle bånd. Og det var Stéphanie Surrugue med på.

»Jeg har altid tænkt på, at de bånd skulle på Rigsarkivet, når jeg var langt væk. Det er jo historisk materiale, og det er hele den kongelige familie, som jeg har interviewet,« siger hun og tilføjer, at man i dokumentaren dog kun har brugt lydklip af prins Henrik fra de citater, som allerede er med i 'Enegænger'.

I dokumentaren har Surrugue og Juncker valgt at vise, hvordan prins Henrik oplevede sin rolle i det danske kongehus – fortalt gennem hans egne ord. Herunder problematikken med den manglende værdsættelse og anerkendelse og den udefinerede rolle:

Prins Henrik havde det blandt andet svært med, at det var kronprins Frederik og ikke ham selv, der skulle vikariere for Dronningen ved nytårskuren i 2002.
Prins Henrik havde det blandt andet svært med, at det var kronprins Frederik og ikke ham selv, der skulle vikariere for Dronningen ved nytårskuren i 2002. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Det har været en ligestillingsdiskussion, der har kørt i mange årtier, og det synes jeg er vigtigt at holde fast i, for det er ikke noget, der kom, fordi han blev en ældre vranten mand,« siger Surrugue, der fik et godt kendskab til prinsen under sit arbejde med bogen.

Det er også derfor, at det har ligget hende på sinde at vise det dilemma, som prinsen tumlede med.

Ifølge Surrugue var prins Henrik nemlig en meget sjov og følsom mand:

»Han var sjov. Han var simpelthen ikke kedelig. Og det tror jeg, at Dronningen har sat pris på,« lyder det fra Surrugue.

Prins Henrik var meget genert som dreng og ung. I dokumentaren hører man ham blandt andet fortælle, hvordan han nogle gange gik over på den anden side af vejen for at undgå at hilse på folk.
Prins Henrik var meget genert som dreng og ung. I dokumentaren hører man ham blandt andet fortælle, hvordan han nogle gange gik over på den anden side af vejen for at undgå at hilse på folk. Foto: Allan Moe
Vis mere

Hun mener, at hele diskussion omkring prins Henriks ønske om mere anerkendelse måske ikke nødvendigvis var så urimelig.

»Det er i virkeligheden min pointe. Han var et gammeldags menneske, men det er gået mere og mere op for mig, mens vi lavede det her, at han i virkeligheden måske var forud for sin tid,« lyder det fra Surrugue, der tror, at prinsen var blevet bedre accepteret, hvis han havde giftet sig ind i den kongelige familie i dagens Danmark.

Prins Henrik fandt fred med sin rolle på sine ældre dage, hvor han hyggede sig med sine børnebørn og begyndte at gå mere op i kunst og egne interesser. Ifølge Stéphanie Surrugue var det omkring 2008-2010, at prinsen virkelig var på toppen. Her ses han ved prins Joachim og prinsesse Maries bryllup i 2008.
Prins Henrik fandt fred med sin rolle på sine ældre dage, hvor han hyggede sig med sine børnebørn og begyndte at gå mere op i kunst og egne interesser. Ifølge Stéphanie Surrugue var det omkring 2008-2010, at prinsen virkelig var på toppen. Her ses han ved prins Joachim og prinsesse Maries bryllup i 2008. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere