Det er ikke kun kronprins Frederik, der får nye og flere pligter, når hans mor abdicerer 14. januar.

Også prins Christian, der bliver til kronprins, skal regne med nyt ansvar og apanage. 

Det fortæller flere eksperter. 

Specielt Statsrådet bliver en større opgave for prins Christian. 

Her indtrådte han i forbindelse med sin 18 års fødselsdag, og hans plads bliver nu langt mere cementeret, da han med al sandsynlighed vil få en fast plads i Statsrådet. 

Det betyder også, at når han nu er tronfølger, så er han formelt statsoverhoved, når hans far ikke er i Danmark. 

Hvis det dog skulle forholde sig sådan, at prins Christian har for travlt med skolen, så kan kronprinsesse Mary også overtage, da hun er rigsforstander.

Det kan prins Joachim og prinsesse Benedikte også. 

Prins Christian skal snart være tronfølger, og det kan betyde øget ansvar før, end han havde forventet.
Prins Christian skal snart være tronfølger, og det kan betyde øget ansvar før, end han havde forventet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ud over pligterne kommer der formentlig også en apanage, som prinsen egentlig først skulle have haft som 21-årig.

 B.T.'s underholdningschef og vært på podcasten 'Kongehuset bag kulissen', Fie West Madsen, mener, at vi nu kan regne med årpenge til prins Christian.

»Kongehuset har tidligere meldt ud, at prins Christian først skulle have årpenge senere, når han blev 21 år – eller ved et eventuelt tronskifte. Det tronskifte sker nu, og derfor er det naturligt at forestille sig, at prins Christian naturligvis også får langt flere forpligtelser. «

Det betyder også, at den kommende kronprins kan se frem til en tidligere tur i rampelyset, end der ellers var planlagt. 

»Han får titel af kronprins, og selvom vi ikke ved, hvor mange opgaver det kommende kongepar vil give ham, er det svært at forestille sig, at han kan forblive helt i baggrunden, som det ellers var planlagt.«

Til DR fortæller historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen fra Københavns Universitet også, at der godt kunne blive nok at se til for den kommende Kronprins.

»Vi må vente og se, men det bliver efter alt at dømme en del,« fortæller han.

Det vides endnu ikke, hvor meget prins Christian skal modtage i apanage, såfremt han får den. Apanagen plejer dog at afspejle mængden af opgaver for de kongelige, og ifølge  B.T.'s underholdningschef er det op til det kommende kongepar at beslutte. 

»Han får en helt anden rolle, end det ellers var planlagt, og vi må også forvente, at der følger apanage med. Men hvor meget eller hvor lidt, han skal tage på sig, afhænger fuldkommen af, hvad kronprinsparret ønsker,« forklarer hun. 

Med sin 18 års fødselsdag markerede prinsen og Kongehuset, at den 18-årige nu er klar til sin kommende rolle som Kronprins. 
Med sin 18 års fødselsdag markerede prinsen og Kongehuset, at den 18-årige nu er klar til sin kommende rolle som Kronprins.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sebastian Olden Jørgensen har tidligere udtalt sig om apanagen til prins Christian til B.T.

Hans bud er, at prins Christian vil få i omegnen af ni millioner kroner i årlig apanage til at dække repræsentationsudgifter og personaleomkostninger.

B.T. har ligeledes været i kontakt med Kongehusets kommunikationsafdeling, der oplyser, at der løbende vil blive meldt ud om det kommende tronskifte på deres hjemmeside.

Hør særudgaven af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' om dronning Margrethes abdikation herunder.