Det ville være løgn at sige, at hertuginde Meghan har haft sin families fulde opbakning, efter hun giftede sig ind i det britiske kongehus. Faktisk forholder det sig lige modsat.

Nu er den gal igen. Denne gang er det hendes halvsøster, Samantha Markle, der er ude med riven.

I et interview med Daily Star kalder hun blandt andet hertuginden en ‘skændsel for familienavnet’.

Derudover spekulerer hun i, om prins Archies dåb i juli overhovedet fandt sted. En barnedåb, hun ikke selv var med til.

Hun mener, at hertugindens opførsel er alt andet end kristen - især med tanke på, hvordan familien mener, hun har behandlet sin far, Thomas Markle.

»Jeg er overrasket over, at kirken ikke brød ud i flammer, da hun trådte ind. At min søster kan gå ind i en kirke velvidende, hvad hun har gjort mod vores far, er respektløst,« siger hun og fortsætter:

»Alt ved den barnedåb så uægte og manipuleret ud,« siger hun og henviser til, at barnedåben blev holdt helt privat, og billeder derfra er udvalgt og udsendt af kongehuset selv.

Samantha Markle beskylder ydermere sin halvsøster for at have tilsidesat hele sin familie for at få en royal titel.

Det var kun en lille, særlig flok, der blev inviteret til prins Archies barnedåb. Billeder derfra er taget og distribueret af kongehuset. Blandt andre dette.
Det var kun en lille, særlig flok, der blev inviteret til prins Archies barnedåb. Billeder derfra er taget og distribueret af kongehuset. Blandt andre dette. Foto: CHRIS ALLERTON HANDOUT
Vis mere

Af samme årsag har hun ondt af den lille prins Archie.

Hun udtaler sågar, at hun håber, han vil vokse op og behandle sin mor, som hun - ifølge familien - har behandlet sin far.

»Han skal vokse op og finde ud af, hvor kontrollerende hun er, og at hun helt bevidst valgte at såre sin familie,« siger hun blandt andet.

Interviewet, hvor Samantha Markle langer ud efter sin halvsøster, er langt fra enestående.

Faktisk har hun højlydt delt sine holdninger om hertuginden, siden hun fandt sammen med prins Harry.

Hun har desuden medvirket i en dokumentar, hvor hun blandt andet langer ud efter hertugindens tøjbudget.

Halvsøsteren er langt fra den eneste Markle, der har et horn i siden på hertuginden.

Også hendes halvbror, Thomas Markle Jr, og hendes far, Thomas Markle Sn., har kritiseret hende ved adskillige lejligheder. Blandt andet, fordi de endnu ikke har fået lov til at møde deres nevø og barnebarn.