De royale er ikke meget anderledes end os andre dødelige, når det kommer til at rydde op i vores sociale medier.

Hertugparret fra Sussex, hertuginde Meghan og prins Harry, er måske bare lidt mere hårdhændede i oprydningen end os andre. De har nemlig ryddet listen over folk, de følger på Instagram, fuldstændig.

Men det er der en helt særlig grund til.

Parret er nemlig på udkig efter 15 profiler, der inspirerer til forandring i verden. Profiler, de vil fremhæve ved at tilføje dem til den eksklusive liste af profiler, de følger.

Det er ikke første gang, hertugparret har ryddet ud i deres Instagram-profil. Faktisk gør det de en gang om måneden, hvor de fjerner alle de profiler, de hidtil har fulgt, og udvælger omtrent 15 nye at følge.

Det, der er anderledes denne gang, er, at parret beder deres egne følgere om hjælp til at udvælge, hvilke profiler der skal have æren af et royalt follow.

Det oplyser parret i et opslag, hvor de uddyber, at de særligt er på udkig efter profiler, der inspirerer til ændringer i samfundet.

‘Det kan være én, du ser op til, en organisation, der gør et stykke fantastisk arbejde, som vi alle burde følge, en profil, der inspirerer dig til at være et bedre menneske, eller en profil, der er optimistisk omkring en lys fremtid,’ lyder det i opslaget.

Meget tyder indtil videre på, at hertugparret må trække i arbejdstøjet, når der skal vælges.

I skrivende stund har over 34.000 brugere nemlig bidraget med deres bud på, hvem der fortjener anerkendelse.

Heriblandt kan nævnes både organisationer, der hjælper børn rundt omkring i verden, nogle, der tager sig af veteraner, samt dyreorganisationer.

Særligt The Shop Forward-projektet, som er en online butik, der sælger forskellige ting forbundet med forskellige velgørende formål, bliver nævnt igen og igen.

Og det er ikke helt ligegyldigt, hvem der ender på den korte liste over, hvem Sussex-parret følger, forklarer Benjamin Rud Elberth, der er ekspert i politisk digital kommunikation.

»De kan jo sørge for, at de konti, de udvælger, får flere følgere. Det er en kæmpe magt og i øvrigt penge i banken for sådan en organisation. Flere følgere betyder mere omtale, som betyder flere donationer.«

Benjamin Rud Elberth kalder hertugparrets koncept godt, fordi det er skabt med helt klare rammer, så kommentarsporet ikke løber løbsk.

Men de skal alligevel være varsomme, når de finder de endelige 15.

»De er nødt til at undersøge forslagene grundigt. Hvis de kommer til at vælge en konto, der har en politisk slagside, rod i økonomien eller lignende, kan historien blive rigtig voldsom. Derfor er der også en risiko forbundet med at inddrage brugerne.«

Alligevel er det en god strategi at bede brugerne om hjælp, mener han.

»Når de lægger det ud til folket, bestemmer folket, og det er faktisk legitimt, fordi det er folkets penge, der bliver brugt,« fortæller Benjamin Rud Elberth og fortsætter:

»Harry og Meghan er intet uden folket, og de anerkender brugerne ved at gøre det på denne måde.«

Forsiden af Vogues september-udgave, som hertuinde Meghan har været gæsteredaktør på. Hendes rolle har skabt stor debat om, hvorvidt hun forholder sig politisk neutralt, som det er foreskrevet de royale at gøre.
Forsiden af Vogues september-udgave, som hertuinde Meghan har været gæsteredaktør på. Hendes rolle har skabt stor debat om, hvorvidt hun forholder sig politisk neutralt, som det er foreskrevet de royale at gøre. Foto: HANDOUT
Vis mere

Når hertuginde Meghan og prins Harry på Instagram spørger deres følgere, ‘who is your force for change’ (hvem der inspirerer dig til forandring, red.), sker det ikke pludseligt og uden kontekst.

Når september-udgaven af britiske Vogue udkommer, er det nemlig under titlen ‘Forces for Change’, og udgaven er blevet udarbejdet med hertuginde Meghan som gæsteredaktør. Noget, der har skabt stor debat.

Og selvom Vogue er kendt for at være et modemagasin, er det ikke tøj, der er i fokus i september-nummeret.

Forsiden er i stedet prydet af 15 kvinder, som hertuginden mener, er med til at gøre verden til et bedre sted.