Hvem er egentlig det store offer? Meghan, hertuginden af Sussex? Eller de af hendes assistenter, hun angiveligt mobbede til arbejdsløshed?

Svaret afhænger af, hvem du spørger. I hvert fald tager prins Harrys hustru ikke let på de beskyldninger, som netop har set dagens lys.

Faktisk ser hun anklagerne som et angreb på hendes person, skriver BBC.

Således kunne The Times tirsdag afsløre, at hertuginden er hovedperson i en sag om mobning på Kensington Palace.

Sagen tager udgangspunkt i en klage indgivet af en 'højtrangeret medarbejder' på slottet. Jason Knauf hedder han og er tidligere kommunikationssekretær for parret. Altså før de sidste år valgte at trække sig tilbage.

I klagen, som er indgivet i oktober 2018, men altså først beskrevet nu, lyder det blandt andet, at hertuginde Meghan skal have 'mobbet to personlige assistenter ud af husstanden', og at hun 'underminerede en tredje medarbejders selvtillid ved at ydmyge hende'.

Faktisk havde hun altid et offer i sigte, lyder det fra Jason Knauf, der i dag arbejder for prins William og hertuginde Kates velgørenhedsfond. Altså kongehuset.

Hans nuværende arbejdsplads er vigtig at bide mærke i. Hvorfor, kommer denne artikel ind på senere.

Prins Harry og Meghan Markle.
Prins Harry og Meghan Markle. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Først hertugindens modsvar. I en udtalelse sendt ud onsdag eftermiddag af hertugindens talsperson lyder det:

»Hertuginden er ked af det seneste angreb på sin karakter. Særligt, fordi hun selv har været et offer for mobning og er dybt engageret i at støtte dem, der har oplevet smerte og traumer.«

»Hun er fast besluttet på at fortsætte med at kæmpe for medfølelse verden over, og hun vil fortsat bestræbe sig på at gøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er godt.«

Selvsamme talsperson beskriver i The Times-artiklen anklagerne som »en smædekampagne baseret på misvisende, skadende og fejlagtig information«.

»Det er ikke tilfældigt, at flere år gamle beskyldninger, som skal underminere hertuginden, bliver delt med pressen, kort før hun og hertugen skal tale åbent og ærligt om deres oplevelser de seneste år,« lyder det i artiklen med henvisning til det kommende Oprah-interview.

Den betragtning er B.T.s udenrigskorrespondent, Jakob Illeborg, der til daglig er bosat i England, enig i.

Han ser beskyldningerne som skyts i en krig, der er udbrudt mellem det britiske kongehus og hertugparret.

En krig, der kun er eskaleret, efter det er blevet annonceret, at der på søndag vil blive vist et to timer langt interview med parret, som har været på besøg hos talkshowvært Oprah Winfrey.

Interviewet med Harry og Meghan vises søndag 7. marts klokken 20.00 lokal tid på CBS. Joe Pugliese/Ritzau Scanpix
Interviewet med Harry og Meghan vises søndag 7. marts klokken 20.00 lokal tid på CBS. Joe Pugliese/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad der konkret bliver sagt i interviewet, ved man fortsat ikke meget om.

Og det kan ifølge Jakob Illeborg have skabt bekymring i kongehuset.

Den bekymring kan så have medført, at kongehuset altså bevidst har valgt at lække 2018-klagen om hertuginden til The Times.

»Det er bemærkelsesværdigt, for umiddelbart er det svært at se det som andet end et bevidst modtræk – at man går ud og prøver at sværte Meghan Markle, før hun om lidt går ud og sværter dem,« siger han.