Meghan Markles familie ligger nærmest i krig med hertuginden af Sussex og den engelske kongefamilie, som de langer ud efter ved snart sagt enhver given lejlighed.

Nu forklarer halvsøsteren Samantha Markle, at én bestemt kommentar for mere end et år siden startede striden. En kommentar, som Markle-familien stadig bærer nag over.

»Hun har gjort det fantastisk. Forstår du, jeg tror, det her er den familie, hun aldrig rigtig har haft.«

Sådan sagde prins Harrys til BBC radio 4 i anledning af, at Meghan Markle havde fejret sin første jul med den britiske kongefamilie i 2017.

Da familien Markle hørte, hvad prins Harry havde sagt, troede de ikke deres egne ører.

»Det første, jeg tænkte, var, at prins Harry ikke havde fået hele sandheden at vide,« siger Samantha Markle ifølge Daily Mail i en helt ny dokumentar om den splittede Markle-familie.

»Der var noget galt. Selvom vi ikke var den klassiske familie, som altid er sammen i ferierne, så var vi en familie.«

»Det fik os til at spørge hvorfor. Hvorfor skulle hun være pinlig over sin familie? Hvorfor havde hun brug for, at distancere sig fra os? Det begyndte at føles, som om hun ikke rakte ud efter sin egen familie,« siger Semantha Markle i dokumentaren, som hedder 'Meghan and the Markles: En familie i krig' (Meghan og Markel'erne: En familie i krig, red.) og blev sendt på den britiske tv-station Channel 5 fredag.

Meghan Markle beskyldes for at være hjerteløs af halvsøsteren Samantha. 
Meghan Markle beskyldes for at være hjerteløs af halvsøsteren Samantha.  Foto: Ian Vogler/Reuters
Vis mere

Titlen er ikke helt ved siden af.

Allerede inden Meghan Markle blev gift med prins Harry, gav den amerikanske skuespillerindes familie problemer. Store problemer.

Hendes halvbror var skuffet over ikke at være inviteret til brylluppet. Halvsøsteren Samantha langede igen og igen ud efter sin berømte søster og anklagede hende for at svigte familien og ikke mindst faderen, Thomas Markle.

Og Thomas Markle selv præsterede at blive brylluppets absolutte hovedperson, da han få dage før meldte afbud på grund af helbredsproblemer. Han skulle ellers have fulgt sin datter op ad kirkegulvet.

Prins Harry og Meghan Markle under et besøg i Marokko i slutningen af februar.
Prins Harry og Meghan Markle under et besøg i Marokko i slutningen af februar. Foto: Yui Mok/EPA
Vis mere

Afbuddet kom efter flere ugers skriverier om, hvordan faderen havde fået taget falske paparazzifotos.

Siden har især Samantha Markle igen og igen langet ud efter sin berømte halvsøster - og det gør hun endnu en gang i den spritnye dokumentar.

I et brev, som Meghan Markle skrev kort efter brylluppet med prins Harry, lod hun forstå, at faren Thomas Markle havde knust hendes hjerte 'i en million stykker' ved at give interview til pressen, fabrikere historier og angribe hendes nye ægtemand.

Men det giver Samantha Markle ikke meget for.

»Hun har intet hjerte. Ellers ville hun gøre alt, hvad hun kunne, for at han havde det godt, gengælde det, han har gjort for hende, ved at være kærlig og overbærende over for ham, nu hvor han er blevet gammel. Knust hjerte? Nej, det er hans (Thomas Markles, red.) hjerte, der er knust. Hun kan ikke påtage sig offerrollen her,« lyder hendes iskolde svar til Meghan Markle i dokumentaren.

37-årige Meghan Markle blev gift med 34-årige prins Harry i maj 2018, hvorefter hun lagde karrieren som skuespiller på hylden.

Til foråret kommer parrets første barn til verden.

Meghan Markle skal nok ikke forvente, at halvsøsteren eller faren dukker op til barnedåben.