Det kommer næppe bag på nogen, der har fulgt bare en smule med i den royale verden de seneste år, at Meghan Markle har et noget kompliceret forhold til sin egen familie.
Siden hun trådte ind i den britiske kongefamilie, har både hendes far og hendes to halvsøskende flere gange besværliggjort tingene for hende.
Især de to ældre halvsøskende, Thomas Jr. Markle og Samantha Grant, har igen og igen sværtet hende til i offentligheden.
Nu optræder den 55-årige Thomas Markle Jr. i den australske udgave af 'Big Brother VIP', og allerede inden programmet har fået premiere, afslører en trailer, at han fortsætter, hvor han slap, da Meghan blev gift.

»Jeg sagde til prins Harry, at jeg tror, at hun vil ødelægge hans liv. Hun er meget overfladisk,« lyder det i en teaser på Channel 7.
Forud for det storstilede bryllup i 2018 sendte Thomas Markle et håndskrevet brev til prins Harry, hvor han advarede ham mod at gifte sig med søsteren.
Ifølge Thomas Markle Jr. var Meghan nemlig »tydeligvis ikke den rigtige kvinde« for prinsen. Halvbroren påstod, at hans Meghan Markle ville spille prinsesse som en C-skuespiller i Hollywood.
Ifølge news.com.au lancerer Thomas Markle sig selv i programmet som »the biggest brother of them all.«

Han og Meghan har ikke set hinanden de seneste syv år, og storebroderen blev da heller ikke inviteret med til det royale bryllup.
I det meget omtalte interview, som Meghan og Harry gav til Oprah Winfrey i marts, sagde hertuginden om de to søskende:
»Jeg har ikke lyst til at omtale mennesker, som jeg ikke rigtig kender. Jeg voksede op som enebarn, og det ved alle, som kender mig, og jeg ville ønske, at jeg havde haft søskende. Jeg ville have elsket at have søskende,« sagde hun.
»Jeg mener, sidst jeg så Samantha må have været mindst 18 eller 19 år siden. Og før det, var der gået ti år.«

Meghan Markle har heller ikke længere kontakt til sin far, som endte med at sende afbud til brylluppet efter en skandale med en række arrangerede paparazzi-billeder.
Derimod har Meghan et tæt forhold til sin mor, Doria Ragland.

