Med knækket stemme og tårer i øjnene holdt kronprinsesse Mary tale torsdag aften.

Det gjorde hun som protektor for foreningen Børn, Unge & Sorg, hvor Kronprinsessen var én af hovedtalerne.

Kronprinsesse Mary har selv mistet.

For 23 år siden gik hendes mor, Henrietta, bort, hvilket hun før har åbnet op for – og gjorde det igen torsdag med henblik på sorgen. Fredag uddyber hun, hvad det var, der fik hende til at finde lommetørklædet frem for at tørre øjne og næse.

»'Det er svært, hvis ikke umuligt, at finde mening i at miste én, man elsker. Men det, der giver mening, og noget, der ikke kan tages fra os, er alt det, vi havde med den person'.⁣ Med de ord indledte jeg min tale til Børn, Unge & Sorgs 20-års jubilæum i går,« indleder Kronprinsessen et opslag på kongehusets officielle Instagram-profil.

»Naturligvis var det for mig en af de sværere taler at holde. Men jeg blev til min egen overraskelse mere rørt, end jeg ville havde troet. Og sådan er det med sorg, den kan ramme når som helst.«

I opslaget forklarer kronprinsesse Mary videre, at hendes tårer ikke kun skyldes hendes eget tab.

»Det, der rørte mig på talerstolen i går, er lidt svært at forklare. Det handlede ikke så meget om mit eget tab, men mere om, at mange af os i rummet havde noget særlig tilfælles. Vi var fælles om at have mistet, og jeg kunne mærke den fælles forståelse, det tab giver.«

En bevæget kronprinsesse Mary under sin tale.
En bevæget kronprinsesse Mary under sin tale. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Den kræver ikke ord, den er der bare…⁣⁣«

Kronprinsesse Mary påpeger, at det netop er det – forståelsen – som foreningen Børn, Unge & Sorg bruger som et centralt kernepunkt i deres arbejde.

Og med arbejdet giver det en helt særlig følelse for håb, som kronprinsesse Mary summer op med et budskab:

»Håb er omdrejningspunktet. Håbet om, at man kan lære at leve med sorgen som en del af livet og tage den, man har mistet, med sig. Det har jeg lært,« skriver kronprinsesse Mary afslutningsvis.

Så sent som sidste år fortalte Kronprinsessen ærligt om sin sorg efter tabet af sin mor.

Det og mere om selve talen kan du læse HER.