Da Kong Frederik udtalte sine første officielle ord som konge af Danmark fra balkonen på Christianborg, afslørede afslutningen på hans tale, det såkaldte valgsprog, at Kongen ikke ville bruge ordet Gud ligesom sin mor og forgængere.

Men det er ikke noget, der skræmmer Kongehusets egen præst – tværtimod.

Kongens valgsprog lød nemlig 'Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark'.

Det har en noget mindre gudfrygtig ordlyd end hans mor, dronning Margrethes, valgsprog som lød 'Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke'.

Fraværet af Gud i monarkens valgsprog er første gang siden kong Frederik den syvende, som døde i 1863 og havde valgsproget 'Folket kærlighed, min styrke' - og det har fået blandede modtagelser. 

Kong Frederik X's valgsprog lød 'Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark.'
Kong Frederik X's valgsprog lød 'Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark.' Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kristeligt Dagblad var hurtigt ude med en leder, der kaldte udeladelsen 'urovækkende'. Også præst og journalist Sørine Godtfredsen tyede til sin Instagram med et opslag, som udtrykte kritik af valgsproget.

»Ved at udelade Gud forpligter han sig som regent i forhold til livets øverste myndighed, og desuden tror jeg han forregner sig. Vi bevæger os ind i en tid, hvor flere vil længes efter den mere klare tale om Gud.«

Kongelig konfessionarius – Kongehusets egen præst – Henrik Wigh-Poulsen, der er biskop over Aarhus Stift, er derimod meget begejstret for Kongens valgsprog.

»Jeg synes, det er rigtig godt. Det med Gud handler jo ikke bare om store ord og signaler, det har vi rigeligt af. Hvis jeg skal sige det lidt fromt, så handler det om livet, Gud har givet os. Det liv handler om, at vi skal være forbundne, så jeg synes ordet forbundet er hammergodt.« 

Henrik Wigh-Poulsen, kongehusets egen præst og Biskop over Aarhus stift.
Henrik Wigh-Poulsen, kongehusets egen præst og Biskop over Aarhus stift. Jens Thaysen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

For ifølge biskoppen er fraværet af ordet Gud ikke nødvendigvis et fravær af Gud i Kongens valgsprog.

»Folkekirken ligger dybt i os alle sammen, derfor kan Gud godt være implicit. Hvis det bliver meget eksplicit kan det også blive så ekskluderende, at nogen ikke kan finde sig hjemme i det.«

Kongehusekspert og historiker på Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen forklarede søndag til B.T., at han godt kunne forstå, hvorfor Kongen ikke tog ordet Gud i munden.

»Jeg er ikke overrasket, for kong Frederik 10. har ikke udtalt sig ret meget om religion. De par gange, han har gjort det, har han givet udtryk for en vis distance,« lød det fra kongehuseksperten.

Henrik Wigh-Poulsen vil ikke kommentere på Kongens forhold til Gud, da en præst ikke taler om sin menighed. 

Han har dog tidligere udtalt til B.T., at søndagens gudstjeneste i Aarhus Domkirke er kommet i stand efter kong Frederiks eget ønske.

Som konge af Danmark overtager kong Frederik rollen som Folkekirkens overhoved.

Kongehuset bag kulissen

Søndag den 14. januar 2024 vil for altid stå som en historisk dag. Danmarks dronning gennem 52 år abdicerede, og kong Frederik 10. har overtaget tronen. I denne udsendelse vender vi alle dagens højdepunkter. Fra det vilde menneskehav i Københavns gader over det rørende statsråd til kong Frederiks første tale - og ikke mindst kysset! Med i udsendelsen er journalister på B.T. Laura Hellensberg og Silla Bakalus, der har været i begivenhedernes centrum dagen igennem. Vært: Fie West Madsen Medværter: Laura Hellensberg og Silla Bakalus Vil du have alle podcasts direkte i indbakken og de bedste royale historier? Så tilmeld dig Kongehuset bag kulissens nyhedsbrev her:https://www.bt.dk/royale/kongehuset-bag-kulissen-kom-helt-taet-paa-de-kongelige-faa-kaerlige-og-kritiske