Den tidligere malaysiske konge sultan Muhammad V, som opgav sin trone for at gifte sig med en model, kommer nu med nogle voldsomme beskyldninger mod sin ekskone Rihana Voevodina.

Han og den russiske skønhedsdronning er nemlig kun lige blevet skilt, men han har allerede besluttet at fjerne deres to måneder gamle søn fra sit testamente.

Den 50-årige sultan mener nemlig ikke, at sønnen er hans, lyder beskyldningen ifølge News.com.au.

»Der findes endnu intet objektivt bevis for, at han er drengens biologiske far,« fortæller advokat Koh Tien Hua på vegne af sultan Muhammad V.

Den 27-årige model afviser dog, at anklagerne har noget på sig, og hun opfordrer sultanen til at lade sig DNA-teste, hvis han ikke tror på hende.

‘Jeg er meget stolt af det malaysiske blod, der flyder i mit barn,’ skriver hun i et opslag på Instagram.

Her takker hun også for den støtte, hun er blevet mødt af den seneste tid.

‘Mens jeg skriver dette, flyder tårerne. Men dette er en besked om glæde og taknemmelighed. Jeg tror aldrig, jeg har modtaget så mange søde beskeder før.’

Det er dog ikke kun faderskabet, parret er uenige om.

Rihana Voevodina afviser nemlig, at parret overhovedet er blevet skilt. Noget, hun også understreger i en video på Instagram.

»Jeg vil være den sidste person i hans liv, og jeg vil leve med ham, indtil jeg dør,« lyder det i videoen.

Dette stemmer dog ikke overens med det skilsmissepapir, der i øjeblikket florerer i de malaysiske medier. Her er det med ordet ‘talak’ understreget, at skilsmissen er reel og alvorlig ifølge islamistiske dyder.

Ægteskabet mellem de to holdt ikke engang i et år.

De to blev gift i juni sidste år, og et halvt år efter besluttede sultan Muhammad V sig for at abdicere efter blot to år på tronen.

Dermed blev han den første af sin slags til at træde af, siden landet blev selvstændigt i 1957.

Det vides ikke, hvad baggrunden for abdikationen var, men asiatiske medier spekulerer i, om Rihana Voevodina kunne skade kongen og landets ry med sine eskapader i blandt andet et realityprogram.