Kronprinsesse Mary havde tænkt over de mindste detaljer, da hendes søn prins Christian lørdag blev konfirmeret.

Ud over en prikket kjole var hun iført en diamantbesat broche – og den var ikke helt tilfældig.

Ifølge Billed-Bladet er det netop præcis samme broche, som hun bar til prins Christians barnedåb i 2006.

Brochen, der består af en stor safir, diamanter og perler, er oprindelig en barselsgave fra dronning Margrethe, der gav den til kronprinsesse Mary, da prins Christian blev født i 2005.

Ifølge det royale ugeblad har kronprinsesse Mary siden da ofte brugt brochen – blandt andet da Kronprinsparrets yngste børn, tvillingerne Vincent og Josephine, i 2011 blev døbt.

Lørdagens konfirmation foregik i Fredensborg Slotskirke ved Fredensborg Slot i det nordsjællandske.

På grund af coronakrisen var det en mindre forsamling.

For eksempel var prins Joachim og prinsesse Marie nødt til at blive i Paris, så deres del af familien blot var repræsenteret af prins Nikolai og prins Felix.

Heller ikke prins Christians morfar, John Donaldson, kunne være med på grund af de aktuelle coronarestriktioner, hvilket prins Christian kommenterede, da han kom ud af slotskirken.

»Ja, jeg har savnet min morfar. Han var med os i tankerne i dag.«

Læs eller genlæs B.T.s liveblog fra lørdagens royale konfirmation: