TV 2 har i en ny dokumentar afdækket, hvordan prins Christians skole – kostskolen Herlufholm – har haft et miljø med mobning, vold og seksuelle krænkelser.

Nu reagerer kronprinsparret på dokumentaren, som de kalder »hjerteskærende«.

»Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen,« lyder det i en officiel udtalelse fra kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Deres ældste søn prins Christian er som nævnt elev på skolen og inden længe er det planen, at han får selskab af sin lillesøster prinsesse Isabella, der starter i 9. klasse efter sommerferien.

»Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« meddeler kronprinsparret.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset
Vis mere

Mary Fondens direktør Helle Østergaard har også ganske usædvanligt været ude og tage afstand fra kostskolens kultur.

»Det er meget voldsomt og chokerende, og jeg føler virkelig med de unge mennesker, det er gået ud over,« lød det fra den royale antimobning-organisations direktør.

Herlufsholm er Danmarks ældste kostskole med en lang traditionsrig historie, der daterer sig helt tilbage til 1500-tallet. Igennem tiden har skolen haft en lang række elever, som siden har gjort sig bemærket i forskellige sammenhænge.

I nyere tid har blandt andre skuespiller Pilou Asbæk, Hummel-direktør Christian Stadil og kunstner Kristian von Hornsleth gået på skolen, der har været forbundet med overklassen.