Søndag aften var der gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af dronning Margrethes 50-års regentjubilæum.
I den særlige anledning holdt kronprins Frederik en hæderkronet tale til sin mor, og hvis man spørger forfatter og retoriker Mette Højen, så er roserne Kronprinsen velundt.
Faktisk tøver hun ikke med at kalde den personlige tale for »revolutionerende«.
»Det er revolutionerende, fordi kronprins Frederik træder frem og tager de første skridt ind i den tid, der kommer med ham som regent. Talen viste, at han er ved at finde sig selv som både majestæt og menneske, og hvordan han skal være begge dele,« mener retorikeren.

For talen var både »personlig og professionel« – både i forhold til Kronprinsen selv og hans mor Dronningen.
»Kronprins Frederik hvilede i den balance. Han viste et stort mod ved at få sig selv med ind i talen med sine personlige styrker og svagheder, og det samme med sin mor, hvor han endda drillede hende lidt ved at kalde hende 'chefen',« forklarer Mette Højen.
Dermed gav den personlige tale kronprins Frederik troværdighed og gav en fornemmelse for, hvilken regent han bliver i forhold til sin mor, som også har bragt sin egen personlighed i spil i sit virke som dronning, pointerer retorikeren.
Dertil påpeger hun, at det maritime tema var en »smart ramme«.
For det viste Kongefamiliens store kærlighed til havet, og samtidig dækkede det Rigsfællesskabet ind via de kyster, der binder det sammen. Og samtidig bandt denne fælles interesse Kronprinsen og Dronningen sammen trods deres forskelligheder.
Så Mette Højen kalder gerne talen for Kronprinsens bedste nogensinde.
»Denne her tale virkede til at komme indefra, hvor det før har kunnet virke som om, han har skullet tale om noget, som ligger ham mere fjernt. Her virkede han til at have fundet sig selv, og han havde en mere fast stemme, end han plejer at have,« forklarer retorikeren.
Talen var dog ikke helt til topkarakter.
Men det var ikke den fejl, hvor Kronprinsen kom til at snuble over ordene og kalde sin mor for egoistisk, der trækker ned.
Tværtimod mener Mette Højen, at Kronprinsens overbevisende redning på fejlen – uden den sædvanlige stress, men i stedet med et grin og en beklagelse – kan give point hos befolkningen.
Men der er stadig lidt at arbejde på, inden kronprins Frederik skal overtage tronen og blandt andet holde de årlige nytårstaler.
»Han har stadigvæk nogle ting, han skal træne på, såsom flere pauser og mere øjenkontakt, for han kan godt blive lidt teknisk i sin oplæsning, og når der er så meget kvalitet i hans ord, så er det synd, vi ikke når at nyde det, fordi han ikke holder pauser,« lyder det til slut fra retoriker Mette Højen.