Lyt til artiklen

Selvom han holdt sit livs formentlig bedste tale, så kom kronprins Frederik til at lave en ærgerlig fejl, da han søndag hyldede sin mor.

Under sin tale i anledning af Dronningens 50-års regeringsjubilæum kom den 54-årige kronprins selv ind på, at han aldrig er blevet betragtet som den store taler.

»Du mestrer ordet, jeg mangler det af og til,« lød det i talen, som siden er blevet hyldet vidt og bredt for sin ærlighed og for talerens potente fremføring.

Men undervejs kløjedes kronprins Frederik alligevel en smule i talen, da han kom til at læse et ord, som ikke stod i talepapiret. Et lille ord med en stor betydning.

Kronprins Frederik fik store roser for sin tale til Dronningen.
Kronprins Frederik fik store roser for sin tale til Dronningen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Du er dig selv nærmest uden at... undskyld...« sagde han, inden han kom tilbage på sporet:

»Du er dig selv uden at være dig selv nok og møder mennesker oprigtigt, nysgerrigt og begejstret. Du har med andre ord ikke ladet kasketten skygge for udsynet. Så at sige.«

At være sig selv nærmest betyder, at man først og fremmest tænker på sig selv. Altså at dronning Margrethe skulle være egoistisk – hvilket var det direkte modsatte af talens budskab.

Trods den lille brøler kom kronprins Frederik fint igennem sin personlige tale, som handlede om mor og søns åbenlyse forskelligheder, men også hyldede deres ligheder og fælles mission:

»Du er søstærk. Det har jeg arvet. Og gud ske lov for det. For skibet, det deler vi, det er vores ansvar,« udtalte han.

Dronning Margrethe kunne ikke lade være med at smile under sin søns tale. Efterfølgende fik han et kram og et kys på kinden.
Dronning Margrethe kunne ikke lade være med at smile under sin søns tale. Efterfølgende fik han et kram og et kys på kinden. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg følger dig, som du fulgte din far, og som Christian vil følge mig. På den måde overlapper vores liv – heldigvis – men roret, det har man alene. Kommandoen har kun én ejer på broen mellem generationer med samme mission.«

Spørger man B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, så var talen kronprins Frederiks bedste nogensinde.

»Den var ualmindelig smukt udført. Man kunne jo også se, hvordan Dronningen lyste mere og mere op, jo længere han kom ind i talen,« fortæller han.

Hør hele talen HER. Fejlen kommer 2.20 minutter inde.

Han bed især mærke i talens afslutning, hvor kronprins Frederik kalder sig selv for Dronningens 'næstkommanderende' og fortsætter:

»Jeg vil bede alle rejse sig og sammen med mig udråbe et nifoldigt leve for chefen, vores dronning.«

Det er ifølge Jacob Heinel Jensen en meget kronprins Frederik-agtig 'nede på jorden'-måde at omtale sin mor på.

»Og hun sad bare og rødmede, smilede og var pavestolt af sin søn, fordi han fremførte talen på den måde,« siger han.