Teenageren Ludwig af Rosenborg kunne i dag have været tronarving, hvis ikke tronfølgeloven var blevet ændret i 1953 - eller kunne han?

I andet afsnit af DRs nye serie ‘Hvorfor er Ludwig ikke konge’ sætter arveprins Knuds oldebarn fokus på, hvad der skete forud for tronfølgelovens ændring. Blandt andet ses der på dronning Ingrids rolle. Men serien møder også kritik - for kunne Ludwig overhovedet være blevet konge?

I afsnittet, som vises som streaming på DRTV onsdag og på DR2 torsdag, ser man nærmere på, om dronning Ingrid havde en vigtig hånd med i spillet om at få ændret tronfølgeloven.

»Ingrid fødte kun prinsesser, men hun fødte ingen sønner, der kunne overtage tronen. Det gjorde min oldemor derimod. Hun fødte to sønner. Derfor skulle tronen ifølge loven gives videre til kronprinsens bror og hans ældste søn. Men den svenske prinsesse, som nu var blevet dronning, var en viljefast kvinde, som mente, at en pige sagtens kunne gøre arbejdet som regent lige så godt som en dreng,« fortæller Ludwig af Rosenborg i serien.

I en anden verden kunne Ludwig af Rosenborg være blevet konge.
I en anden verden kunne Ludwig af Rosenborg være blevet konge. Foto: DR
Vis mere

Sammen med historiker Mie Ellekilde gennemgår han, hvordan dronning Ingrid havde blik for at gøre kongehuset mere moderne og få fremstillet den kongelige familie godt i pressen.

Det er almen kendt, at den daværende statsminister Erik Eriksen havde en interesse i at ændre tronfølgeloven, så han kunne få vælgerne op ad sofaerne og samtidig stemme om en grundlovsændring.

Men det kommer også frem, at Dansk Kvindesamfund, der arbejdede for at fremme ligestillingen, sandsynligvis også havde en finger med i spillet.

Desuden fortæller Knud Eriksen – søn af statsminister Erik Eriksen – at han i sin fars arkiv har fundet nogle ‘forhold, der ikke er almindeligt kendt’.

Grev Christian og grevinde Anne Dorte med tvillingedøtrene Josephine og Camilla samt lillesøster komtesse Feodora.
Grev Christian og grevinde Anne Dorte med tvillingedøtrene Josephine og Camilla samt lillesøster komtesse Feodora. Foto: Åge Sørensen
Vis mere

»Jeg ved, at min far har sagt, at han havde mange samtaler med dronning Ingrid i begyndelsen af 1950’erne, hvor han var statsminister, og hvor de forberedte grundlovsændringen, hvor spørgsmålet om tronfølgen også indgik,« fortæller Knud Eriksen i serien og tilføjer:

»Jeg mener, at det var de to alene, der drøftede spørgsmålet.«

Ludwig og hans mor, Camilla af Rosenborg, fortæller i serien, at de ikke er bitre, men de har alligevel svært ved ikke at vise følelser, når de taler om den tabte trone.

»Det var elefantordenen, som morfar fik, da han var 18, fordi han var prins til Danmark. Han var ikke prins af Danmark, men prins til Danmark. Han var arveberettiget​ tronen, og så fik han elefantordenen,« forklarer Camilla af Rosenborg blandt andet på et tidspunkt om et maleri af hendes far, grev Christian.

Ludwig er oldebarn af arveprins Knud. Han har ikke nogen kongelig titel. Men det kunne han have haft, hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret.
Ludwig er oldebarn af arveprins Knud. Han har ikke nogen kongelig titel. Men det kunne han have haft, hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret.
Vis mere

Netop seriens præmis – hvorfor Ludwig ikke er konge – er blevet mødt af kritik, blandt andet fra mediet POV.International, der har kaldt det ‘majestætisk vås’. For selv hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret i 1953, så ville Ludwigs vej til tronen være meget lang.

Og her skal man holde tungen lige i munden: Ludwig er søn af Camilla af Rosenborg, der er datter af grev Ingolfs lillebror, grev Christian. Hvis man antager, at den nu afdøde grev Christian som yngre bror af en regent ikke havde mistet sin kongelige status ved indgåelsen af sit borgerlige ægteskab, så ville hans børn teknisk set godt kunne arve tronen, da både hans bror og søster var barnløse.

Det ville dog kræve en ændring af tronfølgeloven, så mandlige efterkommere fra det kvindelige led – herunder Camilla af Rosenborg og hendes tvillingesøster, Josephine af Rosenborg – ville være arveberettigede.

Dertil kommer, at det faktisk er Josephine af Rosenborg, der er ældst af de to tvillingesøstre, så derfor ville Ludwigs fætter Julius af Rosenborg stå højere i tronfølgen.

Historiker Michael Bregnsbo fra SDU er enig i kritikken af seriens præmis.

»Jeg synes, det kunne være fint at fortælle, hvad der skete i 1953, men jeg synes, at det her er skævt og forsimplet. Selv hvis prins Knud nu havde arvet tronen, så er det slet ikke sikkert, at Ludwig havde arvet ronen. Der er ikke noget automatik i det,« siger han med henvisning til de tre ovenstående problematikker.

B.T. har forelagt kritikken af seriens præmis for Lasse Bjørch, der er redaktør for DR Medier TV. Han forklarer, at titler til 'streamere' skal være 'cathy':

»Faktum er at en fra Ludwig af Rosenborgs slægt kunne have været konge – og det korter vi ned så Ludwig repræsenterer den slægt overfor seeren. Følger man med i hele serien, vil det stå klart«, siger han.

Du kan læse hele Lasse Bjørchs svar i boksen herunder.