Den norske kronprinsesse Mette Marits søn, Marius Borg Høiby, står i lort til halsen.
Det kunne derfor være kærkomment for den skandaleramte søn med en kongelig benådning, men er det overhovedet muligt?
Ifølge krimkommentator ved TV 2 Norge er svaret klokkeklart:
»Politiet og retsvæsenet behandler ham som enhver anden borger. Kongen har ingen indflydelse på denne proces,« siger Olav Rønneberg til B.T.
Men når det kommer til Marius Borg Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit, gælder der helt andre spilleregler.
Hun er ellers blevet stærkt kritiseret for angiveligt at have advaret sin søn om, at politiet ville anholde ham, ligesom kronprinsessen skulle have gjort rent i sønnens lejlighed kort inden en af hans anholdelser.
Kronprinsessen skulle tilsyneladende også have kontaktet en af de forurettede kvinder efter sønnens anholdelse og dermed potentielt påvirket et vidne.
Et klart lovbrud efter paragraf 157 i den norske straffelov, ifølge flere eksperter.
Alligevel står kronprinsesse Mette-Marit ikke til at få røven på komedie, da hun modsat sønnen er royal og dermed immun over for loven:
»Det er kongen, som bestemmer, om hun skal stilles til ansvar for en eventuel strafbar handling. Der kan iværksættes en efterforskning, men hvorvidt hun skal straffes, bestemmes af kongen,« gør juraekspert Marius Gulbranson klart over for Dagbladet.
Topadvokaten Mette Grith Stage fortalte ligeledes for nyligt i B.T.-podcasten 'Kongehuset bag kulissen', at den norske kronprinsessen ikke engang behøver at vidne.
»En ting er, om hun overhovedet kan kaldes ind som vidne, fordi hun har immunitet som kongelig. Det har vores kongelige i landet også, men selv hvis hun bliver indkaldt, så har hun ikke pligt til at udtale sig, fordi hun er nærtstående til den tiltalte,« lød det fra den danske topadvokat.
Selv hvis Marius Borg Høibys mors svigerfar, den norske konge, skulle forsøge at hjælpe sit varetægtsfængslede 'papbarnebarn' af med de mange sigtelser, er mulighederne betydeligt afgrænset.
Grundloven tager nemlig højde for, hvorvidt man er en fuldt integreret del af kongehuset – eller papprins:
»Marius Borg Høiby er ikke en del af kongefamilien og har derfor ikke noget værn efter Grundloven,« forklarer krimieksperten Olav Rønneberg til B.T.
Marius Borg Høiby har dermed ikke andet valg end at sidde på anklagebænken, hvor han er sigtet for to tilfælde af voldtægt, tre tilfælde af mishandling i nære relationer, samt gentagne brud på polititilhold, dødstrusler, hærværk og for at køre uden kørekort.
En rettergang, der i sidste ende kan vise sig at blive dyr for Marius Borg Høiby. Læs mere om det HER.
I det nye afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' handlede det også om skandalen i det norske kongehus.
Hør afsnittet ved at trykke play herunder – eller find det der, hvor du hører podcasts.