Det er både uklogt og muligvis også strafbart, at den norske kronprinsesse blander sig i sin søns voldssag. 

Flere norske eksperter, som avisen Dagbladet har talt med, hæfter sig ved, at Mette Marit kontaktede Marius' kæreste efter, at han var blevet anholdt. 

Det kan tolkes som et forsøg på at påvirke vidner, påpeger de. Og det er strafbart. 

»Det er forståeligt, at man vil tage kontakt i sådan en situation, men proceduremæssigt er det ikke klogt,« siger tidligere souschef ved det norske hof, Carl-Erik Grimstad til avisen. 

Skandalen om Marius Borg Høiby har chokeret nordmændene, og flere og flere detaljer om sagen når avisernes forsider.

Søndag 4. august blev Høiby anholdt og sigtet for at have slået sin kæreste med et knytnæveslag, så hun skulle indlægges på hospitalet. 

Han smadrede også hendes lejlighed og truede hende verbalt. 

Det viser lydoptagelser fra lejligheden, som avisen VG har offentliggjort. 

Marius Borg Høiby er ikke medlem af det arbejdende norske kongehus, selv om han er kronprinsesse Mette-Marits ældste barn. Hans far er nemlig kronprinsesse Mette-Marits tidligere partner Morten Borg. Marius Borg Højby var fire år gammel, da hans mor giftede sig med den norske kronprins Haakon.
Marius Borg Høiby er ikke medlem af det arbejdende norske kongehus, selv om han er kronprinsesse Mette-Marits ældste barn. Hans far er nemlig kronprinsesse Mette-Marits tidligere partner Morten Borg. Marius Borg Højby var fire år gammel, da hans mor giftede sig med den norske kronprins Haakon. Arkivfoto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

»Dit tøj brænder klokken 16. Klokken 16! Alt, du ejer, ligger allerede udenfor på pladsen, og jeg har en stor dunk benzin og en lighter i hånden,« lyder det blandt andet fra den norske tronarvings bonus-søn på optagelsen. 

Selv har Mette Marits 27-årige søn indrømmet, at han har været voldelig overfor kæresten i en alkohol- og kokainrus. 

For første gang har han også fortalt, at han gennem længere tid har kæmpet med psykiske problemer. 

Han har også offentligt undskyldt overfor kæresten og hele den kongelige familie. 

Samtidig er det kommet frem, at kronprinsessen – som bragte Marius ind i den kongelige familie, da hun i 2002 blev gift med kronprins Haakon – kontaktede offeret og talte med hende efter, at sønnen var blevet anholdt. 

Og det er netop den detalje, som får eksperterne til at rynke brynene. 

Paragraf 157 i den norske straffelov forbyder nemlig påvirkning af vidner. 

Den tidligere souschef ved hoffet, Carl-Erik Grimstad, understreger, at han ikke er bekendt med, hvad Mette-Marit har sagt til kvinden, eller hvor godt de kender hinanden.

Ikke desto mindre mener han, at kontakten er et problem:

»Det kan tolkes som et forsøg på at påvirke vidner i en straffesag,« siger han. 

»Det er ikke hvilken som helst telefon, som kommer ind, hvis det ringer fra slottet.«

Hvis juristerne vurderer, at det er det, der er tale om, er det op til kongen – Mette-Marits svigerfar, at afgøre, hvorvidt hun skal straffes. 

»Det er kongen, som bestemmer, om hun skal stilles til ansvar for en eventuel strafbar handling. Der kan iværksættes en efterforskning, men hvorvidt hun skal straffes, bestemmes af kongen,« siger juraekspert Marius Gulbranson til Dagbladet. 

Hos politiet i Oslo afviser politiadvokat Henriette Taxt Røstadli at kommentere, hvilke undersøgelser politiet gør i forhold til kronprinsessens rolle i sagen.

Efter voldsepisoden har yderligere to kvinder – begge tidligere kærester til Marius Borg Høiby – stået frem og fortalt om lignende oplevelser.