Det var en ordknap kronprins Frederik, der mødte pressen ved klimakonferencen CCUS Forum, der havde til formål at sætte fokus på CO₂-fangst, anvendelse og lagring.

Her kunne den fremmødte presse mandag se Kronprinsen ankomme til Nordkraft i Aalborg i Krone 8, der er nummerpladsen på den Audi A8 L Hybrid, der er i Kongehusets bilpakke. 

Men bilen, der var kørt hele vejen til klimakonferencen fra Amalienborg i København, havde ikke sin vigtigste passager med.

Kronprinsen kørte nemlig ikke med bilen - men valgte i stedet en anden klimabelastende transportmulighed og fløj til konferencen i Aalborg. 

Dermed kørte bilen 417 kilometer frem til Aalborg – og retur til Amalienborg igen – for at agere transportmiddel for Kronprinsen fra lufthavnen til Nordkraft og tilbage til lufthavnen igen. 

Og det er under al kritik, mener Ivan Lund Pedersen, der er trafikkonsulent i miljøorganisationen NOAH. 

»Det er fuldstændigt vanvittigt, at man får sendt sin bil op til en klimakonference, hvor han så selv ankommer med fly. Det sender et virkelig dårligt signal. Specielt i en tid, hvor vi alle sammen skal tage mere klimahensyn,« lyder det.

Han mener, at det burde have været muligt for Kongehuset at tænke over mere klimavenlige løsninger, når det netop er sådan en konference, Kronprinsen er æresgæst ved.

»De kunne da enten have set på, om han kunne tage toget og have bilen med, eller også kunne han vel have hyret en lækker taxa til at hente sig ved lufthavnen.«

Der er jo tale om en hybridbil, gør det nogen forskel for dig, at det er sådan en, Kronprinsen får fragtet gennem landet? 

»Det gør ingen forskel. De er ikke et hak bedre end dieselbiler på en længere distance. Det er en skrøne, at de skulle være bedre for klimaet,« lyder det. 

Kronprins Frederik fik kørt sin hybridbil til Aalborg, mens han selv fløj. 
Kronprins Frederik fik kørt sin hybridbil til Aalborg, mens han selv fløj.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor er konklusionen klar fra Ivan Lund Pedersen. 

»Det er topmålet af hykleri. Det er skandaløst, at vi ser det her til sådan et arrangement. Det lover bestemt ikke godt for fremtiden, men er desværre i tråd med, at det er de rigeste, som belaster klimaet mest.« 

Hos Rådet for Grøn Omstilling, der er en uafhængig miljøorganisation, mener seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen, at der slet og ret er tale om en ommer hos Kongehuset. 

»Vi er heldige, at vi har et Kongehus, der så ofte omtaler klimaet og de udfordringer, vi har, og så er det jo bare rigtig ærgerligt, at sådan noget her sker,« siger seniorrådgiveren.

»Det virker jo absurd, at man får sendt en bil til Aalborg, når han også er fløjet. Han burde have taget en eltaxa. Det her er ikke et godt signal.« 

Kåre Press-Kristensen fortæller, at der skal være bedre sammenhæng mellem det, Kongehuset siger, og hvad de gør, hvis budskaberne ikke skal blive hule. 

»Sådan noget her (med bilen, red.) skaber rod, fordi folk helst skal blive inspireret af de kongelige, der netop ofte taler om, hvad vi alle sammen skal gøre for klimaet. Og denne her hændelse afspejler, at der skal en adfærdsændring til, også hos Kongehuset.«

Kåre Press-Kristensen mener, at Kongehuset må følge med tiden - også når det kommer til transport.

»Vi skal spare på ressourcerne. Der er ikke plads til denne her opførsel i fremtiden, og det kan godt være, Kongehuset har været vant til at transportere sig på en bestemt måde, men det hører til i fortiden. Det har ingen gang i fremtiden,« mener Kåre Press-Kristensen.

»Det er rigtig ærgerligt, at det her kommer frem. Nu kan man ikke gøre det om, men det er virkelig en ommer.«

Kronprins Frederik til klimakonference. Hans transportmidler til konferencen giver dog ikke anledning til klapsalver hos miljøorganisationer. 
Kronprins Frederik til klimakonference. Hans transportmidler til konferencen giver dog ikke anledning til klapsalver hos miljøorganisationer.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har spurgt Kongehuset til beslutningen om at fragte bilen, og hvordan valget hænger sammen med Kronprinsens engagement i klimaet og hans grønne profil. 

Til B.T. skriver Kongehuset i et skriftligt svar, at man ikke kommenterer transportsager. 

'Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser, at Kongehuset ikke kommenterer konkrete transportsager, da de betragtes som private, men at det altid overvejes nøje, hvilket transportmiddel der er det mest hensigtsmæssige at benytte, og at valget blandt andet afhænger af logistiske forhold og miljøpåvirkning samt tidsforbrug, økonomi og øvrige programpunkter på dagen,' lyder det.

Der er derfor intet svar på, hvordan valget hænger sammen med Kronprinsens grønne profil, som han ellers flittigt nævner og også har fået beskrevet på Kongehusets hjemmeside. 

'Siden FN’s klimakonference COP15 fandt sted i København i 2009, har Kronprinsen været optaget af at sætte fokus på de globale klima- og miljøudfordringer, herunder på Danmarks rolle som ledende nation inden for grøn omstilling,' står der. 

Det er ikke første gang, at Kongehuset får kritik af miljøorganisationer for deres valg af transport.

Sidst var det dronning Margrethe, der fik sin Bentley kørt til Nordjylland, mens hun selv fløj til sin destination.