Tirsdag tager kronprinsparrets ældste søn - prins Christian - et skridt nærmere de voksnes rækker.

Det er nemlig nu 14 år siden, at landets kommende konge blev født på Rigshospitalet i København. I den forbindelse har Kongehuset delt fire helt nye billeder af den unge prins.

På to af billederne ses prins Christian stå iført sit tennistøj og med en ketsjer i hånden, mens han på de to andre ses sammen med den royale families hund.

At prins Christian netop er blevet foreviget på tennisbanen, er ikke nogen tilfældighed.

Tennis er nemlig prins Christians yndlingshobby - og dermed går han i sin fars fodspor.

Kronprins Frederik er også en ivrig tennisspiller.

De fire billeder er - som det ofte er traditionen - taget med hans mor, kronprinsesse Mary, bag kameraet.

Udover at være glad for tennis er prins Christian ifølge sin mor 'meget nysgerrig af natur og meget åben for at møde nye mennesker og nye kulturer'.

Christian Valdemar Henri John, der lyder den fulde titel prins til Danmark, greve af Monpezat, kom til verden klokken 01.57 på Rigshospitalet den 15. oktober 2005.

Han blev døbt lørdag den 21. januar året efter i Christiansborg Slotskirke.

Den 12. august 2011 begyndte prins Christian i 0. klasse på Tranegårdskolen.

Prins Christian er storebror til prinsesse Isabella, der er 12 år, og til tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, der er otte år.