Lige op til jul blev kong Harald indlagt.

Den norske konge var indlagt flere dage på Rigshospitalet i Oslo med en infektion, som han måtte have antibiotika i blodårerne for, før han blev udskrevet og måtte »tage den med ro i nogle dage«.

På grund af indlæggelsen udtalte kommunikationschefen i det norske kongehus, at »der planlægges efter forskellige alternativer« i forhold til kongens traditionsrige nytårstale.

»Det besluttes ikke, før vi når nærmere på nytårsaften, hvem der holder nytårstalen i år,« lød det fra kommunikationschef Guri Varp.

Men nu melder det norske kongehus officielt ud, at det hverken bliver kong Haralds kone, dronning Sonja, eller hans søn, tronfølgeren kronprins Haakon, der må overtage nytårstalen.

Kong Harald er nemlig igen frisk nok til selv at tone vanligt frem på skærmen foran nordmændene på årets sidste dag.

»Hans Majestæt Kongen holder nytårstalen. Nytårstalen sendes som vanligt nytårsaften klokken 19.30,« lyder det kort i en pressemeddelelse fra det norske kongehus.

Senest fortalte kong Harald da også selv, at han havde det »ret godt«, da han mødte op til gudstjeneste efter jul i Holmenkollen Kapell.

De senere år har kong Harald dog skullet kæmpe en del med sit helbred, hvor han har måttet indlægges og sygemeldes. Den norske konge har både fået indsat en ny hjerteklap og haft corona.

Lyt til B.T.-podcasten 'Kongehuset bag kulissen' herunder.