Prins Christian skal konfirmeres lørdag 15. maj. Traditionen tro bliver det i Fredensborg Slotskirke.

Det er dog en privat begivenhed, hvor hverken selve handlingen i kirken eller sammenkomsten bagefter tv-transmitteres. Familien stiller dog nok op til fotografering, men så heller ikke mere.

Hvad betyder konfirmationen for den kommende konge af Danmark? Det korte svar er: lige så meget og lige så lidt som for andre konfirmander. Efter forinden at have »gået til præst« skal han ved konfirmationen bekræfte sin dåb og derved tilhørsforholdet til den evangelisk-lutherske kirke.

Derudover får han forhåbentlig mange gaver og en hyggelig fest bagefter samt måske et andendagsgilde og et par skolefridage. Men derefter er han tilbage på skolebænken og skal fortsætte sin skolegang, som om intet var hændt.

Når det gælder den juridiske og samfundsmæssige stilling, ændrer konfirmationen altså ikke på noget som helst hverken for prins Christian eller hans jævnaldrende. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere var konfirmationen afslutningen på de obligatoriske syv års skolegang.

Portrætfoto af prins Christian udsendt af Kongehuset i forbindelse med hans 15 års fødselsdag.
Portrætfoto af prins Christian udsendt af Kongehuset i forbindelse med hans 15 års fødselsdag. Foto: Franne Voigt/Kongehuset
Vis mere

Og den var en decideret eksamen i kristendomskundskab, hvor man blev offentligt eksamineret i kirken, fik karakter og kunne risikere at dumpe.

Konfirmationen havde særdeles reel juridisk og samfundsmæssig betydning. Kunne man nemlig ikke fremvise en konfirmationsattest, ville man ikke kunne få nogen læreplads, ikke blive gift, ikke være soldat, ikke aflægge ed og ej heller ville ens underskrift på en kontrakt have gyldighed.

Nu om stunder finder konfirmationen sted, mens man er midt i 7. eller 8. klasse. Udtrykket »at træde op i de voksnes rækker« er i dag en fortærsket festtalefloskel, men førhen skulle det forstås helt bogstaveligt.

Nu om dage er det, når man fylder 18 og bliver myndig, at man træder op i de voksnes rækker.

Det vil for prins Christians vedkommende sige, at han da bliver medlem af statsrådet. Han vil så kunne deltage i rådets møder, og i sin farmors og sin fars fravær vil han kunne underskrive nye love, tage imod afgående og tiltrædende ministre og så videre, ligesom han vil få andre, officielle pligter, blandt andet at repræsentere det officielle Danmark på rejser i ind- og udland.

Men det ligger nogle år ud i fremtiden. Men allerede nu kan man godt forestille sig, at prins Christian er begyndt at se sin fremtid i øjnene og indse, hvad den vil indebære i forhold til hans jævnaldrendes. Lige fra fødslen af har hans løbebane som den kommende kong Christian XI været fastlagt.

Modsat sine jævnaldrende, sine søskende, ja alle andre kan han ikke selv vælge, hvad og hvem han vil være. Ifølge grundloven skal en konge tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, så han har næppe haft noget reelt valg, om han ville konfirmeres eller ej. Alt, hvad han gør i fremtiden, hvilken uddannelse han tager, hvilke hobbies han har, hans udseende, påklædning, hvem han gifter sig med, og hvilke børn han får, vil også være offentligt eksponerede anliggender. Det kan nok få det til at gibbe i en.

Men måske kan han her finde trøst og styrke i den evangelisk-lutherske kristendom, som han på næste lørdag skal bekræfte sin tilslutning til.