Dronning Margrethe har klaret sig exceptionelt som regent, lyder det fra kongehuseksperter.
Ifølge historiker Michael Bregnsbo fra Syddansk Universitet er der flere højdepunkter i hendes regeringstid.
Med knap 48 år på tronen er Dronningen en erfaren majestæt.
Det viser hun blandt andet, når hun sikkert balancerer mellem at mene noget – uden at blive alt for politisk.

Og det er danskerne blandt andet vidner til hver nytårsaften.
Ifølge Michael Bregnsbo er Dronningens nytårstaler nemlig et af højdepunkterne i hendes karriere.
»Hendes nytårstaler, hvor hun nogle år har været ret markant, og hendes familieliv, hvor hendes to sønner blev voksne, det er nogle af højdepunkterne,« siger han og tilføjer:
»Et andet højdepunkt er, at hun har holdt sig helt uden for den politiske proces. Hun har aldrig været mistænkt for at have sympati for en bestemt politisk fløj frem for en anden, hvilket andre landes regenter ellers nogle gange har været,« siger han.

Et andet højdepunkt fra Dronningens 'karriere' er, da hun i midten af 1970'erne tog på statsbesøg i Sovjetunionen.
»Det var første gang siden revolutionen i 1917, at et kronet hoved tog til Sovjetunionen,« fortæller Michael Bregnsbro, der mener, at det vidner om, at Dronningen ikke var bange for at gå forrest.
»Det var en markering af normaliseringen. Det var noget nyt at sende et kronet hoved. Hun har også flere gange været i USA.«
Michael Bregnsbos samlede bedømmelse af Dronningens indsats er, at hun har klaret det rigtig godt.

»Jeg synes, hun har været en god repræsentant for Danmark. Hun har markeret sig på en måde, så hun ikke blander sig i politik, men også har noget at bidrage med – både med sin kunstneriske evner og ved nytårstalerne. Hun siger noget med holdninger uden at være politisk.«
Ifølge Michael Bregnsbo har Dronningen levet fuldt op til de forventninger, der var til hende.
Og at hun har holdt sig selv og kongehuset uden for skandaler, har kun gjort situationen endnu bedre.
»Det betyder, at der er stor opbakning omkring monarkiet. Og dem, der ikke er tilhængere, har ikke noget at udsætte på Dronningen,« lyder det fra Michael Bregnsbo.