Påskedagene står for døren, og det markerer Kongehuset med dugfriske billeder af H.M. Dronningen og kronprinsfamilien samlet på Marselisborg Slot i Aarhus.

Det gør de med ordene 'Med ønsket om en glædelig påske'.

Billederne viser familien på en gåtur i det gode vejr ved Marselisborg Slot samt et billede af familien, der er i færd med at male æg i anledningen af påsken.

Kongehuset har delt billederne på familiens Instagram-profil.

Opslaget har på en time fået over 20.000 likes samt 280 kommentarer.

Primært kommentarer fra danskere, der sender glædelige påskehilsner retur.

Det er en fast tradition, at dronning Margrethe tilbringer sin påske på Marselisborg Slot. Også traditionen med at male æg har stået på siden 1970erne, da Dronningen og prins Henrik malede æg med deres sønner, kronprins Frederik og prins Joachim.

Dronning Margrethe og prins Henrik indførte også en anden tradition, skriver Kongehuset på sin hjemmeside:

Foto: Kongehuset
Vis mere

'Blandt andet indførte Dronningen og prins Henrik også, at børnene og gæster skulle finde æg i Slotshaven. Traditionen stammede fra prins Henriks barndom, hvor han sammen med sine søskende gik ud i haven påskemorgen for at ringe æggene frem med klokker,' lyder det følgende tilføjelse:

'På Marselisborg Slot foregik det ved, at Dronningen og prins Henrik gemte konfektfyldte æg og påmalede hårdkogte æg ved slottet, som børnene med ringende klokker skulle finde og efterfølgende tage med til påskebordet.'

Påsken indledes officielt 1. april med skærtorsdag og varer til og med anden påskedag mandag.