I toppen af det norske kongehus kæmper de med helbredet.

Kong Harald blev fanget på billeder siddende på kajen med et støttebind på sit ene knæ ved VM i sejlads. Norske TV 2 fik bekræftet, at kongen har haft problemer med det ene knæ i en længere periode.

Billedet af kongen blev taget dagen efter, at hans kone, dronning Sonja, måtte melde afbud til en kunstudstilling, som havde været planlagt i tre år.

Hun havde en infektion i de øvre luftveje, lød meldingen.

Kong Harald og dronning Sonja i et officielt billede fra deres guldbryllup. (Photo by Heiko JUNGE / NTB Scanpix / AFP) / Norway OUT
Kong Harald og dronning Sonja i et officielt billede fra deres guldbryllup. (Photo by Heiko JUNGE / NTB Scanpix / AFP) / Norway OUT Foto: HEIKO JUNGE
Vis mere

I det hele taget har det norske regentpar kæmpet med skavanker på det seneste. Den 82-årige konge og den 82-årige dronning har haft problemer med forskellige legemlige udfordringer.

Dronning Sonja meldte eksempelvis afbud til en tur til Sydkorea i sommer, da hun havde en infektion i højre fod.

Derfor måtte kong Harald klare statsbesøget uden sin kone ved sin side.

Dronningen er dog ikke den eneste, som har haft en infektion i en fod. I april 2018 måtte kong Harald meldes syg, fordi han ligeledes kæmpede med smerter i foden.

Det norske kongepar har dog ikke alvorlige skavanker, selvom de har forskellige problemer, og meldingen om, hvor længe kongen agter at blive siddende på posten som regent, er også klar.

»Jeg har aflagt ed til Stortinget, som, jeg mener, varer livet ud. Så enkelt er det,« har han tidligere udtalt til avisen Dagens Næringsliv.

Han siger, at der er tradition for, at det norske kongehus holder ud til 'den bitre ende'.

Sidste år kunne det norske regentpar fejre guldbryllup.