Da kong Frederik onsdag aften deltog i åbningen af udstillingen om Slædepatruljen SIRIUS, satte han kort ord på sin mors helbredstilstand. 

Dronning Margrethe er netop vendt tilbage til sine officielle pligter efter længere tids sygdom, og Kongens melding var heldigvis opløftende. 

På B.T.s spørgsmål om, hvordan det går med hende, svarede han »godt«, inden han fortsatte i rask tempo gennem udstillingen.

Om end udmeldingen var kort, lød tonen mærkbart mere positiv end den foreløbige vurdering af dronning Margrethes tilstand, som kongehushistoriker Sebastian Olden-Jørgensen tidligere delte med B.T.

I anledningen af, at den afgåede monark har sin første arbejdsdag onsdag aften, hvor hun skal overvære en koncert i Fredensborg Slotskirke, slog historikeren nemlig fast, at dronningen viser tegn på at være svækket.

Hans vurdering var i samme omgang, at den 86-årige abdicerede monark ej heller kommer til at skrue yderligere op for arbejdsmængden, medmindre »hendes helbred radikalt forberedes«. 

»Det går kun en vej. Men med moderne lægevidenskab så kan man trække den sidste fase længe,« påpegede kongehushistorikeren. 

Du kan læse mere om Sebastian Olden-Jørgensens skøn om dronningens helbred HER.