Tirsdag var dronning Margrethe ikke med – som hun ellers har været det gennem årtier – til Folketingets åbning.

Men onsdag aften er dronning Margrethe igen på arbejde i officiel kongelig regi – og her er der særligt et tegn, der peger på, at den 86-årige dronnings helbred bestemt ikke er, hvad det har været.

Dronning Margrethe har været indlagt hele tre gange de sidste par måneder, men imellem sine indlæggelser dukkede hun igen op i officiel regi hjemme på Fredensborg Slot, da Prins Henrik Prisen skulle uddeles i juni – og her vakte hun opsigt ved for første gang at blive set med rollator. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kongehushistoriker Sebastian Olden-Jørgensen kalder det da også både »naturligt og forventeligt«, at det igen bliver hjemme på residensen på Fredensborg Slot, vi onsdag aften får den flere gange sygemeldte dronning Margrethe at se.

For onsdag aften skal dronning Margrethe sammen med kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Benedikte overvære en koncert i Fredensborg Slotskirke i anledningen af den royale kirkes 300-års jubilæum.

»Fredensborg Slotskirke er så nærliggende, at det skulle være meget slemt, før hun ikke dukkede op. Og hvis hun skulle få det dårligt, så kan hun gå lige hjem, ligesom hun bedre kan melde afbud med kort varsel,« forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

Ikke mindst påpeger kongehuseksperten prinsesse Benediktes samtidige deltagelse til begivenheden.

Prinsesse Benedikte stillede også op med kong Frederik og dronning Mary, da Folketinget tirsdag skulle åbnes under kongelig deltagelse som vanligt. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

»Det er derfor, at prinsesse Benedikte er genial. Det taler selvfølgelig til den store praktiske sans, at så er hun der, så kan man fotografere hende, hvis nu dronning Margrethe må aflyse,« vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

Det er dog et andet tegn ved aftenens arrangement, der særligt peger på, at dronningens helbred har set langt bedre dage.

For dronning Margrethe befinder sig nemlig allerede i Fredensborg Slotskirke onsdag aften, mens kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Benedikte ankommer til koncerten foran pressen.

»Det understreger, hvor svag hun er,« siger Sebastian Olden-Jørgensen om dronning Margrethe.

I august kunne dronning Margrethe pludselig ses på et marked i Sydfrankrig. Men ellers har det de sidste mange måneder kun været hjemme på residensen på Fredensborg Slot, at dronning Margrethe har optrådt offentligt. Foto: Valentine Chapuis/AFP/Ritzau Scanpix

»Det bliver tilrettelagt, så hun ikke bliver bragt i situationer, hvor hun bryder sammen. Det tilrettelægges, så det stiller minimale krav til hende, for ellers var hun bare nødt til at sige nej.«

Sebastian Olden-Jørgensen vurderer da heller ikke, at vi pludselig kommer til at se dronning Margrethe skrue op for arbejdsmængden.

»Så skulle hendes helbred radikalt forberedes – og under alle omstændigheder vil hun som abdiceret dronning repræsentere på lavere niveau,« slår kongehuseksperten fast.

»Det går kun en vej. Men med moderne lægevidenskab så kan man trække den sidste fase længe,« tilføjer han.