Den skandaleramte Marius Borg Høiby har valgt at skifte sine forsvarsadvokater ud.

Og det vækker nogen undren i Norge.

Dronning Mette-Marits søn har erstattet Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs med Alexander Greaker og Daniel Storrvik.

Med det træk spiller Marius Borg Høiby højt spil, skriver kommentator Eva Stenbro i et debatindlæg i Nettavisen.

Hun hæfter sig især ved to faktorer. Den ene er, at Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs ifølge Stenbro har gjort det fremragende som Høibys forsvarsadvokater. 

Den anden er endnu vigtigere:

Marius Borg Høiby fotograferet under begravelsen af kong Harald. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

Tidsfaktoren.

Alexander Greaker og Daniel Storrvik har kun fire måneder til at sætte sig ind i det Eva Stenbro kalder en 'omfattende og kompliceret sag', før ankesagen mod Marius Borg Høiby forventes at gå i gang i starten af februar næste år. 

Vel at mærke sideløbende med deres andre sager og henover julen, hvor de to advokater må forventes at holde ferie.

»Marius Borg Høiby har truffet dårlige valg før. Det er på mange måder derfor, han er endt, hvor han er. Det store spørgsmål er derfor, om det er et dårligt valg at skifte forsvarsadvokat så tæt på appelsagen,« skriver Eva Stenbro i Nettavisen.

»Det får vi svaret på i foråret 2027,« tilføjer hun.

Marius Borg Høiby blev i begyndelsen af sommeren straffet med fire års fængsel for krænkelser og vold begået mod flere kvinder.

Han blev dømt for to voldtægter, mishandling i nære relationer og vold samt flere overtrædelser af et tilhold.

Efterfølgende valgte Høiby – der hele tiden har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige af anklagerne – at anke fængselsdommen.

Høiby sidder i øjeblikket med fodlænke i sit hjem på kongefamiliens gods, Skaugum.

Flere gange har han forsøgt at blive løsladt fra varetægt, men domstolene har indtil videre afvist det.

De to nye forsvarsadvokater har meddelt, at de vil fremlægge nye beviser og indkalde nye vidner, når ankesagen skal for retten, og at de vil gå efter at få den 29-årige mand frifundet for de mest alvorlige anklager.

Det kan du læse mere om HER.