Når prins Henrik får så positivt et eftermæle hos danskerne, kan det være en form for national selvransagelse.

Det mener i hvert fald domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaard.

»Der ligger en form for national selvransagelse - for ikke at sige skyldfølelse - i reaktionen. At man aldrig fik værdsat prins Henrik noget mere, og at man ikke tilstrækkeligt har taget ham alvorligt i forhold til hans kapacitet,« siger han i et interview med TV 2.

Reaktionen er ham ikke ukendt efter mange år som præst. Pårørende har jævnligt givet udtryk for, at de ville ønske, de havde gjort eller sagt dette eller hint, fortæller han.

Anders Gadegaard er ikke den eneste, der har gjort sig tanker om danskernes reaktion i disse for kongeriget så sørgerlige dage. Onsdag langede kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) ud efter danskerne for det mislykkede kulturmøde med prins Henrik.

'Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig at tale helt dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster. Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet. Og da han begyndte at give udtryk for ønsket om at bevare sin egen identitet, gik det helt galt,' skrev hun på Facebook og konstaterede, at 'hykleriet ingen ende vil tage', fordi alle nu roser prins Henrik for at være 'spændende, anderledes, sprudlende og helt sig selv.'

Over 13.000 danskere har i weekenden taget afsked med prins Henrik, der frem til mandag klokken 19 ligger castrum doloris i Christiansborg Slotskirke. Tirsdag klokken 11 bisættes han samme sted.