Fredag blev beskyldningerne mod prins Andrew og presset på det britiske kongehus for stort.

Prins Andrew har i samråd med kong Charles besluttet, at han ikke længere bærer sine royale titler efter de vedvarende anklager om prinsens relation til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein - en brutal beslutning, vurderer ekspert.

»Her har kongen sat foden ned, og det er helt på sin plads. Det er prisen for at opføre sig, som Andrew har gjort. Han kan simpelthen ikke længere være forbundet med den kongelige familie,« lyder det fra det norske Se og Hørs kongehusekspert, Caroline Vagle, til Dagbladet.

Selvom Andrew formelt set beholder sin titel som prins af Storbritannien, opgiver han både titlen som 'Duke of York' samt alle sine ridderordener - herunder også den prestigefyldte Hosebåndsorden.

Derudover er der også de mere praktiske og traditionsbundne aktiviteter, som han nu går glip af.

For eksempel skal Andrew finde sig et andet sted end Buckingham Palace at holde jul, fortæller Caroline Vagle.

»Det er ret brutalt. Han får ikke engang lov til at fejre jul med den kongelige familie længere. Her er der ingen tvivl om, at pligt kommer før alt andet for kong Charles, når han har truffet beslutningen,« siger hun til Dagbladet.

Det er nye afsløringer om en sprængfarlig mailkorrespondance fra 2011 mellem Andrew og Epstein, der nu har fået bægeret til at flyde over i den royale britiske top.

Du kan læse mange flere detaljer om mailkorrespondancen og Andrews tilknytning til den nu afdøde sexforbryder lige HER.