Prins Joachim var høflig, men havde tydeligvis svært ved at skjule sin irritation, da han kort før en middag i Paris tirsdag aften blev stillet et spørgsmål om sine årpenge.

»Ved De hvad. Jeg er på mission for Danmark her i Frankrig, og det her er ikke noget, man lige kommer cyklende til. Jeg har rigeligt at se til her,« svarede han en journalist, der ville høre, om han selv mente, at årpengene skulle være uforandret nu, hvor han er flyttet fra Danmark.

»Og så skylder jeg også at sige: Jeg er blevet stærkt opfordret til det - også af dronningen,« sagde prinsen, der dog tiltalte journalisten med et ’De’, inden han gik videre til det næste spørgsmål.

Siden det blev meldt ud, at prins Joachim og prinsesse Marie denne sommer flyttede til Frankrig i år i anledning af, at prins Joachim skulle påbebgynde en prestigefuld militæruddannelse, har hans årpenge været et meget omdiskuteret emne.

Prinsesse Marie, prins Joachim, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik til middag i Paris tirsdag aften.
Prinsesse Marie, prins Joachim, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik til middag i Paris tirsdag aften. Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

Flere har stillet spørgsmålstegn ved rimeligheden af, at de 3,8 millioner kroner, han årligt får af Staten, skulle være uforandret set i lyset af, at han får svært ved at passe sine protektioner og andre officielle pligter i samme omfang som tidligere.

Kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen er overrasket over prins Joachims reaktion.

»Jeg synes, han tager det lidt arrogant. Fordi sagen er jo, at prins Joachims mor burde have bragt hans årpenge op for statsministeren, og det gjorde hun ikke,« siger han.

Han mener, at prins Joachim ikke forholder sig ordentligt til spørgsmålet:

Mens prins Joachim blev tydeligt irriteret, smilede prinsesse Marie pænt til pressen, da snakken faldt på prinsens apanage.
Mens prins Joachim blev tydeligt irriteret, smilede prinsesse Marie pænt til pressen, da snakken faldt på prinsens apanage. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, han glider af på det, men det er ikke så klædeligt. Det viser Joachim fra sin lidt arrogante side. Det er ikke særlig klædeligt.«

Søren Jakobsen mener desuden ikke, at idéen om at tage til Frankrig hovedsageligt er dronningens idé, som man kan få indtrykket af ud fra prins Joachims svar:

»Det er muligvis lidt spin, for det er jo hans egen idé, at han vil udvikle sit liv og karriere på den her måde. Hun er selvfølgelig indforstået med det, men jeg tror ikke, det er på opfordring fra hende,« siger han og tilføjer, at hans selvfølgelg ikke ved nøjagtigt, hvad dronningen har sagt til sin yngste søn.

Han mener dog, at det nok er sandsynligt, at dronningen har opfordret prins Joachim i et vist omfang.

Selvom prins Joachim var lettere irriteret over journalistens spørgsmål om årpenge, var han lutter smil, da der skulle tages billeder. Her står han sammen med prinsesse Marie, kronprinesse Mary og kronprins Frederik.
Selvom prins Joachim var lettere irriteret over journalistens spørgsmål om årpenge, var han lutter smil, da der skulle tages billeder. Her står han sammen med prinsesse Marie, kronprinesse Mary og kronprins Frederik. Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

»Flytningen til København var jo en fiasko,og når man er tæt på 50 år, så er det også på tide, man bliver færdiguddannet,« lyder det fra kongehuseksperten, der også mener, at prins Joachim bruger en lidt mærkelig formulering, når han siger, at han er på mission for Danmark.

»Han er jo ikke på en mission for Danmark - han er på mission for sig selv. Prins Joachim har ingen plads i det royale regi i den hverdag, der melder sig. Der er ikke prins Joachim, der skal føre tronen videre, det er Kronprinsen og Kronprinsessen,« lyder det fra Søren Jakobsen.

Prins Joachim var sammen med prinsesse Marie med ved middagen på rådhuset i Paris i forbindelse med kronprinsparrets erhvervsfremstød i Paris, der foregår fra mandag til onsdag. Det er den danske ambassadør i Frankrig, der står for afholdelsen af middagen, hvor også en række erhvervsfolk er med.

De danske erhvervsfolk, der deltager i middagen, betaler en pæn sum for at kunne være med. B.T. arbejder p.t. på at få oplyst, hvor mange det drejer sig om. Ved et lignende besøøg i Stockholm i 2017, lød regningen på 20.000 kroner til virksomhederne.