Interview med kronprinsesse Mette-Marit endevendt efter klagestorm: 'Endnu mere skadeligt for kongehuset'
Onsdag skulle de mange klager over NRK-interviewet med den norske kronprinsesse behandles, og her langede ikke mindst den tidligere norske justitsminister kraftigt ud.
Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon under interviewet med NRK, der nu er blevet behandlet i Kringkastingsrådet. Foto: Torbjørn Brovold/NTB/Ritzau Scanpix
Der væltede ind med klager efter NRKs interview med kronprinsesse Mette-Marit, der ellers skulle være hendes vej til frelse for sit tidligere venskab med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Onsdag blev sagen derfor taget op i det norske Kringkastingsråd – og det endte i noget af en skideballe til NRK.
Mette-Marit har fået massiv opmærksomhed og mistet flere kongelige samarbejder for sine omfattende beskedudvekslinger med den udskældte sexforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix
Her stod public service stationens fagredaktør for nyheder, Sofie Gran Aspunvik, skoleret for at forklare sig ovenpå de mange – forskelligartede – klager over interviewet med kronprinsesse Mette-Marit.
Der blev i de næsten 200 klager blandt andet klaget over, at interviewet virkede til at foregå på kongehusets præmisser, og at spørgsmålene var 'dumme' og uden opfølgning.
»Vi fik en tidsramme på omkring 20 minutter på grund af kronprinsessens helbred. Vi gjorde det klart, at vi ønskede mere tid,« lyder det nu fra fagredaktøren.
Hun forsikrer dog, at tidsrammen var det eneste krav fra kongehusets side, som man accepterede.
Efter sit længe ventede interview om forholdet med Jeffrey Epstein på NRK torsdag 19. marts, tog kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon direkte på akutmodtagelsen. I interviewet understregede kronprinsessen selv, at hendes lange fravær fra de royale forpligtelser skyldtes ikke skandalerne, der også tæller hendes søns fængsling, men forværringen i hendes helbred. Foto: Torbjørn Brovold/NTB/Ritzau Scanpix
Videre lyder det, at det var NRKs egen vurdering, at man delte spørgsmålene med kronprinsparret på forhånd, og at de kongelige hverken havde indflydelse på eller afviste nogen spørgsmål, ligesom opfølgende eller gentagende spørgsmål blev klippet ud.
Langer kraftigt ud: 'Et skuespil' Men den forklaring gav Kringkastings-medlemmet, den tidligere norske justitsminister Anders Anundsen, ikke meget for.
»Efter redegørelsen synes jeg, at seancen er blevet endnu dårligere, endnu værre og endnu mere skadelig for både NRK og kongehuset,« slår han fast.
»Jeg har set interviewet flere gange, og det bliver næsten et slags skuespil, en iscenesættelse, en løgn,« fortsætter Anders Anundsen.
Kronprinsesse Mette-Marit giftede sig ind i det norske kongehus ved brylluppet med kronprins Haakon, som hun siden har fået ikke mindst tronfølgeren prinsesse Ingrid Alexandra med. Foto: Stian Lysberg Solum/AFP/Ritzau Scanpix
Han uddyber videre, at han nu er »forvirret« over det, man troede var kronprinsparrets »menneskelige reaktioner« på spontane spørgsmål, som de nu viser sig ikke at kunne have været så overraskede over alligevel.
NRK-fagredaktøren forklarer dog i Kringkastingsrådet, at man med den begrænsede tid til rådighed prioriterede at kronprinsessen skulle tænke mindre over spørgsmålene frem for at se overrasket ud over dem.
Anders Anundsen fastholdt dog, at interviewet »lige så godt kunne være lavet af hoffets kommunikationschef«.
Den tidligere NRK-profil og nuværende medlem i rådet, Jarle Rohaim Håkonsen, forsvarer dog sin gamle arbejdsplads og konstaterer, at det mest var kronprinsesse Mette-Marits svar, der var mangelfulde.
Kronprinsesse Mette-Marit dukkede op et væld af gange i den seneste bunke Epstein-filer, og udover sine kærlige korrespondancer med Jeffrey Epstein, kom det også frem, at kronprinsessen havde haft sønnen Marius Borg Høiby med til et arrangement sammen med Epstein-partneren Ghislaine Maxwell i New York tilbage i 2012, som det ses på billedet her. Foto: Pontus Hook/AFP/Ritzau Scanpix
Han medgav dog også, at det var »underligt«, at NRK af egen kraft valgte at sende spørgsmålene på forhånd, og at hverken »kongehuset eller statskanalen slap godt fra det«.
Kringkastingsrådet kan sammenlignes med Radio- og tv-nævnet herhjemme og er det rådgivende organ, der holder opsyn med den norske public service station NRK.
B.T.s underholdningsredaktør har selv kaldt NRK-interviewet for både »mangelfuldt« og ligefrem »provokerende«. Læs mere om det HER.
Det er desuden kommet frem, at kronprinsesse Mette-Marit tog direkte på akutmodtagelsen efter interviewet. Læs mere om det HER.