Hurtig reaktion efter fængselsdom: Marius Borg Høiby nægter at give op
Tårer, lettelse og en desperat Marius Borg Høiby. Her får du det store overblik over mandagens fængselsdom.

Tårer, lettelse og en desperat Marius Borg Høiby. Her får du det store overblik over mandagens fængselsdom.

Mandag formiddag faldt der langt om længe dom i sagen om Marius Borg Høiby.
Norges kronprinsesse Mette-Marits 29-årige søn er blevet idømt fire års fængsel for blandt andet mishandling af en ekskæreste samt to voldtægter, men han har ikke tænkt sig at give op.
Efter dommen var der både lettede udmeldinger fra ofrene samt en hurtig modreaktion fra Marius Borg Høiby.
Herunder får du et overblik over dagens domsafgørelse.
Det hele begyndte den 4. august 2024, da Marius Borg Høiby blev pågrebet af politiet og sigtet for vold og hærværk mod en ekskæreste omtalt som 'Frogner'-kvinden.
Siden eskalerede det yderligere til at omhandle en lang række alvorlige sager, og mandag formiddag blev han således i retten i Oslo idømt fire års fængsel for 34 af de 40 forhold, han var tiltalt for.

Han blev blandt andet fundet skyldig i mishandling af en anden ekskæreste, den norske influencer Nora Haukland, samt voldtægt af to andre kvinder.
Marius Borg Høiby er for tiden varetægtsfængslet i Ila Fængsel i Bærum lidt udenfor Oslo og var ikke tilstede i retten, da dommen faldt.
Statsanklager, Sturla Henriksbø, kaldte ifølge TV 2 Norge dommen for 'samvittighedsfuld og grundig'.
Ekskæresten Nora Haukland var i retten repræsenteret af sine advokater Heidi Reisvang og John Christian Elden.
De sagde ifølge det norske medie VG, at hun er 'lettet' og nu håber, at dommen kan sætte et endeligt punktum for sagen.
En anden af de kvinder, som Marius Borg Høiby er blevet dømt for at have voldtaget i påsken 2024, var ligeledes lettet.
Hun overværede som den eneste af ofrene i sagen mandagens domsafsigelse i retten og måtte ifølge norsk Se og Hør flere gange tørre tårer væk.
Efter domsafsigelsen tog forsvarsadvokaterne Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs direkte til Ila fængslet for at tale med Marius Borg Høiby om dommen.

Her fortalte de den fremmødte presse, at Marius Borg Høiby straks har valgt at anke dommen, da han mener, han fortsat er uskyldig i voldtægtsanklagerne og på ingen måder har udsat Nora Haukland for mishandling.
Advokat Petar Sekulic fortalte ifølge det norske medie Dagbladet, at han virkelig kæmper med at sidde i fængsel vel vidende at hans mor, kronprinsesse Mette-Marit er alvorlig syg.
»Han vil virkelig gerne ud nu,« lød det fra Petar Sekulic, der ifølge VG tilføjede:
»Vi mener, det et vigtigt at benytte denne mulighed til at få ham løsladt. Han er desperat efter at være sammen med sin mor.«

Kronprinsesse Mette-Marit kæmper for tiden med en livstruende lungesygdom og står for tiden på venteliste til en lungetransplantation.
En af grundende til at Marius Borg Høiby er varetægtsfængslet er, at man frygter, at han vil bryde sit besøgsforbud og kontakte ekskæresten omtalt som 'Frogner'-kvinden.
»Hun er bange for at få henvendelser fra Marius Borg Høiby, som gør, at hun ikke vil klare at modstå kontakten. Disse måneder har givet hende en tydeligt lettere livssituation,« forklarede hendes advokat i retten ifølge norsk TV 2.
Det er fortsat uvist, om Marius Borg Høiby efter mandagens domsafsigelse forbliver varetægtsfængslet.
Det vil der ifølge TV 2 Norge komme en elektronisk afklaring på senere.
Marius Borg Høibys forsvarsadvokater vurderer, at det er realistisk at en eventuel ankesag vil starte i 2027.
Det norske kongehus udtaler til VG, at de ikke har en kommentar til dagens dom.