Først var det en rejse til Grækenland under en delvis nedlukning. Derefter var det køb af en meget dyr yacht.
I de hollandske medier er der flere bud på, hvorfor tilslutningen til kongehuset er faldet drastisk ifølge nye meningsmålinger. Det skriver Dutch Review.
For det er ikke små forskelle, der er tale om, når man ser på tal for befolkningens tillid til kong Willem-Alexander og dronning Maxima.
Efter coronaen har været der, er der sket et fald fra, at 76 procent af hollænderne havde tillid til kongeparret til, at kun 47 procent har det.
Det sker, efter at familien valgte at tage på en rejse til sydens varme i Grækenland, mens landet var i delvis nedlukning på grund af coronapandemien.
Og da kongen så til selvsamme rejse havde valgt at bruge, hvad der svarer til 15 millioner kroner på en luksusyacht, høstede han nok ikke yderligere popularitetspoint.
Ferien blev så formentlig heller ikke den afslappende pause, som parret havde ønsket sig. Allerede efter en dag valgte de nemlig at afbryde rejsen og vende retur.
Et valg, der kom ledsaget af en forklaring. For selvom de ikke havde forbrudt sig mod nogen regler, så kom der alligevel en indrømmelse fra deres side.
»Vi ønsker ikke, at der skal være nogen tvivl om, at for at få coronavirusset under kontrol, så er det nødvendigt at følge retningslinjerne. Debatten om vores ferie bidrager ikke til det,« lød det derfor fra det hollandske kongehus i en meddelelse til BBC.