Normalt tropper flere tusinde mennesker op foran Amalienborg for at ønske dronning Margrethe tillykke med fødselsdagen.
Men sådan bliver det ikke torsdag, hvor Dronningen bliver 80 år.
De rød-hvide flag, folkejubel og et vink fra balkonen er skiftet ud med videohilsner og et nyt fællessangsprogram, der har taget danskerne med storm.
Dronningens børnebørn vil hive deres smartphone eller tablet frem og sende deres farmor en kærlig fødselsdagshilsen på sikker afstand, oplyser hoffet til B.T.
I disse tider er der nemlig ikke mulighed for kys, kram og kage på fødselsdage.
Dronning Margrethes fødselsdag når også ud over Danmarks grænser.
Kongehuse fra Europa vil nemlig ønske Dronningen tillykke med en videohilsen.
Dronningen selv vil om aftenen, som mange andre tusinde danskere, placere sig foran fjernsynet og se det storhittende DR-program 'Fællessang – hver for sig', meddeler hoffet.
Da Dronningen må undvære den sædvanlige fejring foran Amalienborg, må hun i stedet være sammen med danskerne digitalt.
Og er man trofast flagholder ude foran Amalienborg, når Dronningen fylder år, skal man ikke føle sig overset.
For nok er det i disse tider ikke lovligt at møde op på pladsen, men inde på kongehusets hjemmeside kan man sende Dronningen en digital fødselsdagshilsen.
Derudover har hoffet oplyst B.T., at der vil blive delt billeder af Dronningen fra Fredensborg Slot.