At medierne rapporterer om de kongelige, er helt i orden, for de er nu engang offentlige personer.
At medierne kritisk behandler forholdene i for eksempel det spanske kongehus, hvor ekskongen er under mistanke for korruption, og hans svigersøn er fængslet for bedrageri, er, som det skal være.
Den slags misforhold er nemlig decideret kriminelle. Og det er mediernes pligt at drage sådanne alvorlige forhold frem i offentligheden, uanset hvad de i øvrigt måtte mene om monarki eller republik.
Men med hensyn til omtalen og eksponeringen af kongehusmedlemmer, så spørger jeg bare: Hvor er proportionerne, når et enkelt håndtryk bliver blæst op?
Under et besøg på Kattegatcentret i Grenå, hvorfra sømrokker skulle udsættes i Kattegat, kom kronprinsesse Mary til pr. refleks at give hånd til Verdensnaturfondens generalsekretær.
Dette var i modstrid med myndighedernes corona-anbefalinger, men i grunden blot en banal smutter. Men sagen blev blæst op i medierne, en video af hændelsen blev vist, og både hoffet og Kronprinsessen måtte ud med en offentlig undskyldning.
Selvfølgelig bør alle – også medlemmer af kongefamilien – følge myndighedernes anvisninger, og selvfølgelig bør de kongelige gå foran med et godt eksempel.
Men de kongelige er også kun mennesker, og mennesker begår nu en gang fejl. Og problemet blev i øvrigt hurtigt løst med håndsprit.
Stor ståhej for ingenting! Hvad var meningen med at gøre et så stort nummer ud af en sådan lille fejl, som enhver kan begå?
Hvad jeg vil sige med dette er, at monarkiernes fortsatte beståen næppe kommer an på modstanderne, men af hvor vidt de kongelige selv fortsat kan og vil spille deres offentlige roller, når de bestandig mere pågående og sensationshungrende medier slår ned på ethvert lille, nok så ubetydeligt offentligt eller privat fejltrin.
Skrækeksemplet er prinsesse Diana, der døde i en bilulykke, jagtet af hæmningsløse paparazzier.
Og tidligere i år så vi hendes søn prins Harry og dennes hustru, Megan, officielt forlade det britiske kongehus og trække sig fra alle officielle pligter, angiveligt i vrede og frustration over nærgående forfølgelse fra mediernes side.
Måske vil flere kongelige personer følge.
Monarki som statsform stammer fra en anden tidsalder. Når der i nutidens Europa stadig findes monarkier, er det, fordi de pågældende har været i stand til at følge med tiden og ikke stå i vejen for udviklingen hen imod demokrati.
Vist findes der republikanere i Danmark, men de står svagt, deres modstand mod monarkiet er mere principiel end en kritik af den nuværende monark og hendes familie personligt.
Der er i Danmark bred enighed om, at de kongelige ikke blander sig i politik, og om, at de til gengæld repræsenterer det officielle Danmark på fremragende vis både hjemme og i udlandet.
Mange vil foretrække at have en upartisk monark som dronning Margrethe som statsoverhoved frem for en eller anden afdanket partipolitiker.
Umiddelbart virker monarkiet solidt rodfæstet herhjemme.
Medlemmerne af kongefamilien har pr. definition en fremtrædende, ophøjet offentlig stilling. Det giver dem privilegier, javist, men også pligter.
De er offentlige personer, er alment kendte, og deres gøren og laden er genstand for mediernes ubegrænsede nyfigenhed. De er altså konstant offentligt eksponeret – på godt og ondt.
