Hun kigger op, mens hun prøver at forklare, hvad hun har gået igennem, siden hun fik sit barn. Ordene fejler kortvarigt, blikket glider ned.

Man fornemmer, tårerne presser sig på. Et helt usædvanligt øjeblik.

Siden er øjeblikket gået sin sejrsgang på sociale medier. For kvinden i videoklippet er ingen ringere end hertuginden af Sussex Meghan Markle, der er gift med prins Harry.

Årsagen til det rørende øjeblik, som kan ses herunder i artiklen, er et meget åbenhjertigt interview med den britiske tv-station ITV.

Her spørges Meghan Markle ind til, hvordan det har været at blive mor, være nygift og samtidig være i offentlighedens somme tider hårde lys. Ikke mindst fra de britiske medier, der ofte har sat hende og ægtemanden prins Harry i et kritisk lys.

Og så lader hun følelserne komme frem til overfladen.

»Enhver kvinde, specielt hvis man er gravid, så er man virkelig sårbar, og det gjorde det virkelig til en stor udfordring. Og når man har en nyfødt, og specielt som kvinde, så bliver det rigtig meget.«

»Så tilføjer man det her (den britiske presses kritiske dækning, red.) oveni, at man forsøger at være en ny mor og nygift,« siger Meghan Markle, der helt tydeligt kæmper med tårerne.

Men det er ikke kun triste tårer.

Man fornemmer også en vis lettelse fra Meghan Markle, der efter at have fået spørgsmålet om, hvordan hun har det, vender det tilbage til journalisten og takker ham.

»Tak fordi du spørger. Der er ikke mange personer, der har spurgt, om jeg er okay, men det er noget meget virkeligt for mig at gennemgå bag scenetæppet,« uddyber Markle.

Til slut i klippet fra ITV spørger journalisten, om det, hun netop har fortalt, betyder, at hun 'ikke var okay' og har har 'kæmpet', hvortil hun helt kort svarer 'ja'.

Meghan Markle og prins Harry med deres nyfødte barn.
Meghan Markle og prins Harry med deres nyfødte barn. Foto: POOL
Vis mere

Årsagen til det rørende øjeblik, som er blevet set mere end 15 millioner gange på ITV's Twitter-profil og blevet delt flittigt, hvor hertuginden hyldes for sin åbenhed, skal findes i, at Meghan Markle og prins Harry har været kritiseret hårdt i den britiske presse.

Der har været stribevis af spekulationer angående Markles familie.

Under hendes graviditet blev det spekuleret om, hvorvidt hun overhovedet var gravid.

Og senest har prins Harry og Meghan Markle besluttet sig for at sagsøge avisen Mail on Sunday for at have offentliggjort et redigeret brev, som Meghan Markle har sendt til sin far.