Normalt kan medierne gå rigtig langt med kritik af det britiske kongehus, uden at befolkningen løfter et øjenbryn. Men nu er et amerikansk tv-hold gået for langt.

Alt for langt, mener flere.

»Det er helt igennem ynkeligt, og jeg sætter spørgsmålstegn ved fornuften hos enhver voksen, der tager sig tid til at se denne såkaldte 'underholdning',« lyder det for eksempel fra britiske Daily Stars klummeskribent Ryan-Mark Parsons i kølvandet på en ny tv-serie om det britiske kongehus.

Det er skaberne af kulttegneserien 'Family Guy', Gary Janetti, der står bag den satiriske tegnefilmsserie 'The Prince', som for nylig havde premiere på HBO Max og siden har skabt stor debat.

Den britiske kongefamilie, som den tager sig ud i 'The Prince'.
Den britiske kongefamilie, som den tager sig ud i 'The Prince'. HBO Max

Her får man et kig ind bag Buckingham Palaces mure og følger den opdigtede dagligdag hos den britiske kongefamilie, mens også de USA-boende prins Harry og hertuginde Meghan får et svirp.

Her fremstilles den tidligere amerikanske skuespiller som en golddigger og prins Harry som én, der har været så privilegeret hele sit liv, at han ikke engang ved, hvad et supermarked er, men nu skal vælge, om han vil være massør eller barista, efter han er trådt ud af kongehuset.

Dronning Elizabeths mand, prins Philip, der døde i april – kort inden 'The Prince' oprindelig skulle have haft premiere – har i serien svært ved at trække vejret og er flere gange på dødens rand. Og den fiktive udgave af hertuginde Kate er alkoholiker.

Hovedrollen i serien er dog den blot otteårige prins George – prins William og hertuginde Kates ældste søn – som fremstilles arrogant, grov og møgforkælet. Og det er dét, der har fået sindene i kog hos briterne.

Prins George fremstilles som en forkælet møgunge, der her får filet tånegle af sin butler.
Prins George fremstilles som en forkælet møgunge, der her får filet tånegle af sin butler. HBO Max

»Dronningens uskyldige otteårige oldebarn og kommende konge fortjener ikke at være hovedrollen i dette barnagtige stykke affald, som jeg er sikker på, hans venner vil drille ham med i mange år fremover,« lyder det for eksempel fra Ryan-Mark Parsons.

Ifølge B.T.s egen royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, har de britiske medier altid været hårdere ved deres royale, end vi er vant til herhjemme.

Her er der både tradition for at bringe paparazzifotos og nævne kongehusmedlemmerne i grove vendinger, hvis de træder ved siden af. Tidligere har hertuginde Meghan for eksempel vundet en sag mod avisen Mail on Sunday, som havde bragt et privat brev, som hun havde sendt til sin far, Thomas Markle.

Og tidligere måtte den britiske tabloidavis News of the World lukke efter afsløringer om, at den havde aflyttet og hacket sig ind på flere tusinde kendte og kongeliges telefonsvarere.

Prins George, forrest, med sine forældre, prins William og hertuginde Kate, samt søskende, prinsesse Charlotte og prins Louis.
Prins George, forrest, med sine forældre, prins William og hertuginde Kate, samt søskende, prinsesse Charlotte og prins Louis. DANIEL LEAL-OLIVAS

»Briterne er vant til, at deres kongelige må stå model til meget. At Kate er alkoholiker i serien, og at prins Charles hænger i sin mors skørter, kan de da også bare grine ad. Men det springende punkt er, at det er prins George – et lille barn – der fremstilles så negativt,« siger han.

»Og så bliver den i øvrigt også kritiseret for simpelthen ikke at være sjov.«

Det er ikke første gang, en amerikansk tegneserie laver sjov med et kongeligt barn. I 2018, da han var 12 år gammel, medvirkede vores egen prins Christian i et afsnit af hitserien 'The Simpsons', hvor han forelsker sig i Lisa Simpson, der sammen med familien er taget til Danmark for at benytte sig af det 'socialistiske sundhedssystem', som de kalder det, og få deres bedstefar opereret på statens regning.

Hvad prins Christian syntes om at medvirke i en international tegnefilm, må stå hen i det uvisse, for Kongehuset ønskede dengang ikke at kommentere hans medvirken.

Sikkert er det dog, at han ikke i samme grad som sine britiske kollegaer var vant til en så voldsom opmærksomhed fra medierne.

»Herhjemme får vi gerne en løftet pegefinger fra hoffet, hvis vi går for tæt på børnene. Der er en uskreven regel om, at vi ikke tager billeder af dem uden forældrenes tilladelse, og den regel findes ikke i Storbritannien,« siger Jacob Heinel Jensen.

»Så når briterne denne gang er sure over, at prins George medvirker i en komedieserie, så skyldes det alene, at han bliver fremstilles som en arrogant snob og forkælet møgunge.«

'The Prince' havde premiere på amerikanske HBO Max i juli, men kan foreløbig ikke ses på HBO Nordic i Danmark.