De to små prinser med bøjede hoveder gik direkte ind i alles hjerter, da de tilbage i 1997 fulgte deres mors kiste gennem London.

Lige siden de ikoniske billeder af prinsesse Dianas sørgende sønner har de to brødre været en uvurderlig støtte for hinanden.

Nu indrømmer prins Harry dog selv, at han og storebror William er vokset fra hinanden.

»Vi går hver vores vej lige nu, men jeg vil altid være der for ham, og jeg ved, at han altid være der for mig.«

Prins William og prins Harry fotograferet ved Dianas bisættelse i september 1997. 
Prins William og prins Harry fotograferet ved Dianas bisættelse i september 1997.  Foto: ADAM BUTLER
Vis mere

Umiddelbart lyder Harrys bemærkning ikke af meget, men den har ikke desto mindre fået den britiske presse på den anden ende.

Det er nemlig første gang nogensinde, at prins Harry indrømmer, at der er sket noget mellem ham og William.

Det sker i dokumentaren 'Harry & Meghan: An African Journey' på den britiske tv-station ITV.

Her forklarer prins Harry i et interview med journalisten Tom Bradby, som prinsen også kender personligt, at forholdet til William har ændret sig efter, at de begge er blevet gift og har fået børn.

Prins William og prins Harry fotograferet ved Dianas bisættelse i september 1997. 
Prins William og prins Harry fotograferet ved Dianas bisættelse i september 1997.  Foto: ADAM BUTLER
Vis mere

Siden forlovelsen med Meghan Markle har de britiske medier spekuleret heftigt i, at der skulle være en konflikt mellem de royale brødre.

Først kom der historier om, at prins William ikke brød sig om sin lillebrors valg af kæreste.

Prins Harry følte til gengæld angiveligt ikke, at storebroderen bakkede ham tilstrækkeligt op før og efter brylluppet med Meghan.

Siden blev Harry og Meghans beslutning om at flytte fra Kensington Palace i London, hvor prins William og hertuginde Kate også bor, set som et tydeligt tegn på en konflikt mellem brødrene.

De to brødre fotograferet med deres hustruer, hertuginde Kate og hertuginde Meghan. (Arkivfoto)
De to brødre fotograferet med deres hustruer, hertuginde Kate og hertuginde Meghan. (Arkivfoto) Foto: POOL
Vis mere

Parret har også flere gange gået deres egne veje i deres arbejde med velgørenhed.

Buckingham Palace har hele tiden pure afvist, at der skulle være gnidninger mellem prinserne, men nu fortæller prins Harry altså selv om, hvordan deres forhold til hinanden har ændret sig.

»Det er en del af denne rolle, en del af dette job og denne familie, og det pres, som den er under, så sker der uundgåeligt ting,« siger en smilende prins Harry, da han bliver spurgt til forholdet til sin bror.

Den 35-årige prins tilføjer dog hurtigt:

De to brødre fotograferet ved en mindehøjtidelighed i 2018. Bag dem ses deres onkel prins Andrew.
De to brødre fotograferet ved en mindehøjtidelighed i 2018. Bag dem ses deres onkel prins Andrew. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

»Men hør her: Vi er brødre, og vi vil altid være brødre. Vi går bestemt hver vores vej lige nu, men jeg vil altid være der for ham, og jeg ved, at han altid vil være der for mig.«

»Vi ser ikke så meget til hinanden, som vi gjorde før, men det er, fordi vi har så travlt. Men jeg elsker ham dybt, og det meste af det (der bliver skrevet i medierne, red.) er digtet ud af ingenting.«

»Som andre brødre har vi gode dage, og vi har dårlige dage.«

Dokumentaren på ITV følger hertugparrets nyligt overståede rundrejse i Afrika med deres lille søn, Archie.

Hertuginde Meghan og prins Harry har haft et hårdt år, efter de blev gift. De har nemlig været under konstant kritik fra den britiske presse.
Hertuginde Meghan og prins Harry har haft et hårdt år, efter de blev gift. De har nemlig været under konstant kritik fra den britiske presse. Foto: MICHELE SPATARI
Vis mere

På turen spredte det royale par juble og glæde overalt, hvor de kom, men besøget blev delvist overskygget af det sagsanlæg, som Harry og Meghan helt ekstraordinært for royale valgte at anlægge mod avisen Mail on Sunday. De anklager avisen for at have offentliggjort et privat brev, som Meghan har sendt til sin far.

I dokumentaren kommer det også frem, at prins Harry og hertuginde Meghan snart holder en pause fra de royale pligter i seks uger.

Særligt stor opmærksomhed har hertuginde Meghan skabt med sine udtalelser om, hvor stor en udfordring det har været for hende at være nygift royal hustru og nybagt mor.

»Enhver kvinde, specielt hvis man er gravid, er virkelig sårbar, og det gjorde det virkelig til en stor udfordring. Og når man har en nyfødt, og specielt som kvinde, så bliver det rigtig meget.«

»Så tilføjer man det her (den britiske presses kritiske dækning, red.) oveni, at man forsøger at være en ny mor og nygift,« sagde Meghan Markle, mens hun tydeligvis kæmpede med tårerne.

Prins Harry kommer også ind på presset fra medierne i sit interview.

»En del af dette job, som i et hvilket som helst andet job, er at finde et tappert ansigtsudtryk og vende den anden kind til det meste, men igen, for mig og også for min kone, så er der naturligvis en masse, som sårer, især når det meste af det er usandt,« siger prinsen og tilføjer, at parret forsøger at fokusere på at være naturlige og arbejde for det, de tror på.

Han understreger dog, at der er situationer – som eksempelvis med sagsanlægget – hvor nok er nok.

»Jeg vil ikke mobbes ind i det spil, som dræbte min mor.«