Prins Harry og hertuginde Meghan lagde i juli sag an, efter en paparazzi-fotograf havde fløjet en drone ind over privat område for at tage billeder af parrets 14 måneder gamle søn samt hertugindens mor.

Nu lægger en af sagens hovedpersoner sig fladt ned og giver det britiske hertugpar en uforbeholden undskyldning.

»Vi undskylder over for hertugen og hertuginden af Sussex og deres søn for den smerte, vi har forårsaget. Det var forkert af os at sælge disse billeder, og vi lover ikke at gøre det igen,« lyder det i en pressemeddelse fra billedbureauet X17, som købte paparazzibillederne og solgte dem videre, skriver flere internationale medier.

Bureauet vil nu betale nogle af sagsomkostningerne i forbindelse med hertugparrets søgsmål.

Herudover har det indvilliget i at udlevere de omstridte fotos til parret, destruere deres egne udgaver og stoppe videresalget af dem.

»Det her er en vellykket afslutning. Alle familier har ret til, med hjemmel i loven, at føle sig sikre i deres eget hjem,« lyder det fra Harry og Meghans advokat, Michael Kump.

Prins Harry, hertuginde Meghan og deres søn, Archie.
Prins Harry, hertuginde Meghan og deres søn, Archie. Foto: TOBY MELVILLE / POOL
Vis mere

Ifølge BBC er det imod loven i Californien at fotografere eller filme privatpersoner i deres egne hjem ved brug af drone eller telelinse.

Og det var nøjagtig det, der skete, da prins Harry og hertuginde Meghan brugte en del af corona-karantænen i nogle venners hus i Los Angeles i Californien.

Ifølge retsdokumenterne lykkedes det fotografen at få et par skud af hertuginde Meghans mor, Doria Ragland, med sit barnebarn, den dengang 14 måneder gamle Archie.

Fordi hertugparret ikke havde nogen anelse om, hvem der styrede dronen og knipsede billederne, lagde de sag an på en særlig måde, hvor det skulle være muligt at retsforfølge enhver, der bruger billederne.

Det er derfor billedbureauet X17 – som købte billederne for at sælge dem videre til medier – der nu giver undskyldningen og ikke den unavngivne fotograf.

Skilte og bevogtede bomme foran prins Harry og hertuginde Meghans hjem i Malibu, Californien, viser tydeligt, at parret værner om deres privatliv.
Skilte og bevogtede bomme foran prins Harry og hertuginde Meghans hjem i Malibu, Californien, viser tydeligt, at parret værner om deres privatliv. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

»Hertugen og hertuginden indgiver denne sag for at beskytte deres lille søns ret til privatliv i deres hjem uden indtrængen af fotografer og for at afsløre og stoppe dem, der profiterer på disse ulovlige handlinger,« udtalte deres advokat i forbindelse med søgsmålet i juli.

Det er ikke første gang, hertugparret siger fra over for pressen.

I januar meddelte de, at de ville træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, og nævnte blandt andet pressens voldsomme bevågenhed som en af årsagerne.

Tidligere har parret lagt sag an mod avisen Mail on Sunday for at have offentliggjort et privat, håndskrevet brev fra hertuginde Meghan til hendes far, Thomas Markle.